Danskerne er så hungrende efter musikoplevelser, at en koncert med Poul Krebs & Trio for maximalt 100 personer på Spillestedet Generator Ringkøbing, blev udsolgt på kun tre minutter.
– det vidner om, at danskerne higer efter at få lov til at få nogle gode oplevelser på landets spillesteder, siger Spillestedsleder Anton Bjerg.
Han kan samtidigt se ind i et efterår, hvor salget af billetter, ligger over sidste år.
– vi valgte at lægge vores program ud for efteråret og starte billetsalget før sommerferien, og det har givet pote. Flere koncerter er allerede usolgte, og vi er tæt på udsolgt til endnu flere i og med, at forsamlingsforbuddet ikke hæves fra 100 til 200, som regeringen havde varslet. Vores kapacitet er cirka 130 personer i vores store sal efter myndighedernes pladskrav, krav til afstand og så videre, fortæller Anton Bjerg.
Derfor vil Generators efterårsprogram også – som udgangepunkt – blive gennemført.
– det betyder, at vi formentligt får en økonomisk bet, men det forventer vi, at der findes en løsning på fra politisk hold. Fra min stol er det vigtigt, at kulturen stadig er i live, påpeger Anton Bjerg.
Han opfordrer folk, der ikke fik billet til Poul Krebs & Trio til at lade sig skrive op på ventelisten på hjemmesiden.
– vejr og vind afgør om vi holder koncerten inde eller ude. Hvis vejret er med os, holder vi fast i at koncerten afvikles udendørs og det kan så åbne mulighed for plads til flere. Sker det, vil vi kontakte dem, der står på ventelisten – står det ned i stænger, rykker vi indendørs med de 100 personer, der har købt billet, siger Anton Bjerg.
Generator udbyder flere end 30 koncerter frem til jul, hvoraf flere er udsolgt eller tæt på, Se mere på www.spillestedet-generator.dk