Når julemaden er spist, gaverne er åbnet og I trænger til noget friskt luft, kan I tage hele familien med til Lyngvig Fyr. Fyret er åbent i juledagene fra den 26. til og med den 30. december og åbner igen den 1. januar. Der er 228 trin op, men når I når toppen af Lyngvig Fyr er turen det værd, som et lille julelandskab ligger Vestjylland for jeres fødder, med Ringkøbing Fjord til den ene side og det brusende Vesterhav til den anden.
Få varmen i den gamle fyrmesterbolig
Efter turen op i fyret kan I sætte jer i den hyggelige café i den gamle fyrmesterbolig og få varmen. Her kan I blandt andet købe varm kakao, kaffe og te - og et lækkert stykke kage.
Når I har fået varmen kan I gå på opdagelse i den finurlige butik eller se udstillingerne, der fortæller om livet ved Vesterhavet. Et liv der både har været præget af mange skibe og siden mange badegæster.
Imens kan familiens børn og barnlige sjæle udforske den store naturlegeplads, legepladsen er inspireret af omgivelserne og historien, så børnene kan klatre på et hvalskellet eller lade sig redde i land på svævebanen.
Liv og natur ved Lyngvig Fyr - Fyrtårn, natur, sten og strand
Fredag den 29. december kan I komme med på en hyggelig naturtur ved Lyngvig Fyr sammen med Ringkøbing-Skjern Museums naturvejleder. Først er der fortællinger om Lyngvigs flotte fyrtårn og dets historie med de tre ansatte med deres familier og børn. Herefter går turen over klitheden, der faktisk er en helt særlig naturtype. På klitheden finder man blandt andet de spændende dværgbuske. Vi slutter turen på stranden, hvor vi spiller stenbingo og leger andre strandlege hvor både børn og voksne kan være med.
Turen kan også opleves på tysk, der mødes vi kl. 11.00 den 29. december.
Mere end 70.000 har oplevet udsigten fra Lyngvig Fyr i 2018
I et land uden høje bjerge er det er en helt speciel oplevelse at stå på toppen og se ud over land, hav og fjord, en oplevelse som mere end 70.000 i år har fået ved Lyngvig Fyr. Tidligere i år kunne Ringkøbing-Skjern Museum også fejrer besøg nr. 200.000 et besøg der blev markeret på toppen af Vestjylland.
Praktiske oplysninger
Liv og natur ved Lyngvig Fyr - Fyrtårn, natur, sten og strand
Dato: Fredag d. 29. december, lørdag d. 10. og onsdag d. 14. februar 2018 - kl. 13.30-15.00 Mødested: Ved Lyngvig Fyr
Pris: 50 kr. Gratis for børn u. 18 år.
Turen afholdes på Tysk: Fredag d. 29. dec. kl.: 11.00-12.30 og onsdag d. 14. feb. kl. 11.00-12.30