Nytårshilsen fra Christian Estrup.
Vi skriver 1. januar 2015, og på TV opfordrer landets statsminister os til at ta’ ansvar for vores eget liv.
7 uger tidligere — 13. november 2014, for at være helt præcis — sidder Mette og jeg i den lille propelmaskine, på vej fra København til Karup. Maskinen er godt fyldt, med den typiske blanding af forretnings- og militærfolk, og rejsende som os selv.
Jeg sidder ved midtergangen, til højre, og på rækken bag mig, på venstre side af midtergangen, sidder en stor mandsskikkelse med en iPad. Han konfererer jævnligt med en yngre kvinde på sæderne bag ham. Officielle anliggender, jeg ikke umiddelbart hæfter mig nærmere ved.
Nå. Turen er hurtigt fløjet, og der går ikke længe, inden vi gør klar til at lægge an til landing.
Jeg hører stewardessen, der venligt be’r manden slukke sit apparat. Han svarer brovtent, at han jo hár aktiveret flight-mode, og spør’ — da stewardessen insisterer — irriteret “hvorfor!?”
Stewardessen forklarer ham (igen, venligt) at sådan ér reglerne, og han fnyser demonstrativt, og lægger sin iPad væk.
Et par minutter senere vender jeg mig, og kigger skråt bagud. Det er faktisk først i det øjeblik jeg genkender handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, som jeg selvfølgelig flere gange har set interviewet på TV — sige mere eller mindre begavede ting. Nu sidder ministeren med et rødt charteque, og læser i nogen papirer.
Eller.
Det gør han så faktisk ikke.
Det går op for mig, at Mogens Jensen bare har lagt sin tablet indeni sit charteque — og således camoufleret, fuldstændig bevidst ignorerer stewardessens påbud.
Her sidder simpelthen en repræsentant for den danske regering, som mod bedre vidende har valgt at hæve sig selv over reglementet, og dermed også at påføre sig selv, og alle vi andre en unødig sikkerhedsrisiko.
Bevares. De fleste af os har større synder på samvittigheden.
Episoden er måske imidlertid meget sigende.
Vi skriver 1. januar 2015, og på TV hører jeg Helle Thorning-Schmidt sige at “noget af det stærkeste ved Danmark er, at vi stiller krav til hinanden….”
Men kære politikere:
Det ville klæ’ jer, at I ikke bare skingert og teatralsk stillede krav til hinanden — men derimod først og fremmest til jer selv. Det er ingen kunst, at nedgøre andres udspil og ideer. Til gengæld ka’ det være hårdt arbejde at foregå med et godt eksempel.
Vi skriver 1. januar 2015 — og jeg ville ønske, at nogen af jer [kære politikere] turde addressere de problemstillinger, der alvor har potentiale til at flytte noget i vores samfund. At I havde lidt flere nosser. Og der var lidt mindre Mogens Jensen.
Godt nytår.
