Corona-nedlukningen af Danmark fik de sociale medier til at flyde over med forslag til ture i naturen. Men nedlukningen forsinkede også den Ta’ på tur-folder, som Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner traditionen tro i fællesskab publicerer hvert forår.
Derfor er arrangementer som f.eks. “Fårets Dag” i Naturpark Vesterhavet, som Græsningslauget i Nymindegab havde arrangeret den 12. april, overstået, inden folderen overhovedet blev hentet på trykkeriet.
Men dét er den blevet nu. Og blandt de i alt 420 ture i folderen er der en overflod af gode erstatninger for de allerede afholdte ture.
Folderen bliver i disse dage uddelt til kommunens skoler af og kan desuden hentes ganske gratis på turistkontorer, i Borgerservice, på biblioteker og på museer i de Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner – ligesom den kan downloades fra linket her: http://ta-paa-tur.dk/
Ravjagt og rævejagt
Turene har alle det fællestræk, at de viser og fortæller om natur- og kulturhistorien i de to kommuner.
Derfor kan man f.eks. komme med til foredrag om, hvordan man gør sin have ‘vild med vilje’ eller på tur i den fredede Bjørnemose ved Bundsbæk Mølle og opleve orkidéflor på Vilde blomsters dag den 14. juni. Naturvejlederne fortæller undervejs om blomsterne og deres betydning for området – og råder til, at man tager kaffe med og støvler på.
I listen over ture, der i folderen ofte beskrives på dansk, engelsk og tysk, finder man også isfuglesafari, bunkertur ved Houvigfæstningen og både ravjagt og rævejagt (begge dele dog uden skydevåben), ligesom der er fællesspisninger med forråd fra naturens spisekammer, akvarelmaling med sommerfugle som tema og rosé i glassene foruden røverhistorier og Skjern Å-fortællinger.
»I Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner er vi beriget med en helt fantastisk natur – og på kulturhistoriske værdier, som vi gerne vil dele med andre, vise frem og fortælle om. Også til alle dem, der måske er lidt tilbageholdende med at begive sig ud i naturen på egen hånd. Vi har bestræbt os på – endnu en gang – at udgive en komplet folder, hvor man ud over en bred vifte af gode guidede tur-tilbud også får alle de praktiske tip til selv at tage ud på tur i naturen,« siger Søren Frederiksen, naturvejleder og udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Måned for måned
Folderen er opdelt i kalenderform, så man nemt og overskueligt måned for måned kan finde en tur eller et arrangement, der handler om natur- eller kulturhistorie i en af de to kommuner i netop de dage, der passer en bedst.
Ta’ på tur byder på i alt 420 guidede ture, og er udgivet af bl.a. Ringkøbing-Skjern Museum, Vardemuseerne og Naturstyrelsen samt Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner.
Bag turene står også en bred vifte af turudbydere som f.eks. Dansk Vandrelaug, Dansk Ornitologisk Forening, Foreningen til bevarelse og formidling af natur og kulturmiljøet i de danske skove, Danmarks Naturfredningsforening, DGI, FrivilligVest og Vestjyllands Højskole.
Bagerst i folderen ligger forslag til ture på egen hånd opdelt på kommune og med fokus på nogle af de mindre kendte områder som f.eks. Brejning Egekrat, Ulvedalen i Bjørslev Plantage og Bjålum Klit.
Desuden er der en liste over foreslåede besøgssteder, der i Ringkøbing-Skjern Kommune inkluderer attraktioner under Levende Historie, Ringkøbing-Skjern Museum som f.eks. strandfogedgården Abelines Gård og Reberbanen i Skjern samt Danmarks Vindkrafthistoriske Samling og Røde Kro Studedriverkro.
Endelig indeholder Ta’ på tur-folderen en liste over natur- og friluftsfaciliteter som bålpladser, hundeskove, mountainbikeruter, ridestier, hjertestier og skovlegepladser i Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner, en liste over kommunale og statslige skove i de to kommuner, en præsentation af Skjern Å, Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet samt en oversigt over regler for færdsel i naturen.
»Jeg synes egentlig godt, at man kan kalde Ta’ på tur-folderen en lille lommebibel til ophold i naturen,« siger Søren Frederiksen og tilføjer, at selv i en tid med forsamlingsforbud og restriktioner er der som regel stadig god plads i naturen.
»Men turene i årets folder blev arrangeret inden covid-19 ramte Danmark. Og netop på grund af de restriktioner, der fortsat eksisterer, vil man opleve, at turene kan have restriktioner mht. deltagerantal, ligesom der kan være indført tilmelding, og nogle ture vil være aflyst. Derfor opfordrer vi til, at man orienterer sig på turudbyderens hjemmeside eller kontakter guiden direkte, så man ikke møder forgæves op,« siger Søren Frederiksen og tilføjer, at der i folderen er anført kontaktoplysninger på alle ture ligesom langt de fleste har direkte link til en hjemmeside eller e-mail.
FAKTA
Ta’ på tur 2020 udgives af Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner samt Naturstyrelsen og museerne.
Folderen er gratis og kan hentes på turistkontorer, museer og biblioteker, samt i Borgerservice i Ringkøbing, Skjern og Varde.
Et logo ved introteksten til en tur indikerer, hvem, der står for arrangementet, ligesom det af teksten fremgår, om turen er velegnet for gangbesværede eller for barne- og klapvogne. Flere af turene afholdes på engelsk eller tysk, hvilket markeres af et flag ved omtalen.
Ta’ på Tur-folderne distribueres af VERDE, Ringkøbing-Skjern Kommunes beskæftigelsestilbud til jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere samt borgere, der skal i nyttejob.