Ved du lige, hvem der fortjener at blive honoreret for en ekstraordinær indsats på det frivillige sociale område i 2020? Så kan du allerede nu nominere din kandidat.
Corona-nedlukningen af Danmark satte en effektiv stopper for foreningslivet med fodboldtræning og springgymnastik, bankospil og bestyrelsesarbejde og alle de andre aktiviteter, hvor rigtig mange af Ringkøbing-Skjern kommunes borgere normalt lægger timevis af frivilligt arbejde.
Til gengæld banede nedlukningen vej for nye frivillige initiativer som telefon-venner, der på frivillig basis ringede ensomme borgere op til en snak, og for folk, der meldte sig til f.eks. at købe ind for sårbare naboer.
– Corona-nedlukningen sætter sig spor i folks liv, men før, under og efter nedlukningen nyder vi i Ringkøbing-Skjern Kommune godt af, at være danmarksmestre i frivillighed. Det er fuldstændig uundværligt. Vi har så mange ildsjæle, der ofrer tid og kræfter på fællesskabet og på at være der for andre. Dem vil vi på fællesskabets vegne gerne sige mange tak til, siger Emil Sloth Sig, frivillighedskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Netop for at hylde de frivillige kræfter indkalder kommunen, Frivilligrådet og FrivilligVest nu til indstillinger af kandidater til Frivilligprisen 2020.
Prisen, der består af et diplom og 5.000 kr., uddeles hvert år til en person, en forening eller en organisation, der i årets løb har ydet en ekstraordinær indsats på det frivillige sociale område.
De indstillede kandidater vil blive vurderet ud fra kriterier, der skal understøtte udviklingen og nytænkningen. Derfor vil der i vurderingen blive taget hensyn til, om den frivillige person eller forening er:
- En (eller flere) frontløber(e), som har været med til at skabe ny udvikling og inspirere andre
på det frivillige sociale felt. - En person, forening eller organisation, som har været med til at styrke samarbejdet på
tværs – f.eks. ved at involvere andre samarbejdspartnere eller målgrupper. - En person, forening eller organisation, som har skabt opmærksomhed omkring en ellers
overset problematik inden for det frivillige sociale område.
Indstillinger til Frivilligprisen 2020 skal være indsendt på e-mail til ekstern.udvikling@rksk.dk senest den 1. september.
Indstillingen skal indeholde en beskrivelse af kandidatens eller foreningens frivillige arbejde, samt en begrundelse for, hvorfor netop denne kandidat/forening/organisation fortjener prisen. Husk også kontaktinfo på den, der indstiller.
På baggrund af de indsendte forslag vil Frivilligrådet i Ringkøbing-Skjern efterfølgende indstille deres kandidater til godkendelse i kommunens Social- og Sundhedsudvalg.
Frivilligprisen vil blive uddelt d. 7. november til Ringkøbing-Skjern Kommunes årlige fejring af frivilligheden. Den finder sted i Faster Aktivitetscenter klokken 13.30-16.30.
Sidste års vindere af Frivilligprisen var Tal Dansk Caféen i Ådum. De modtog frivilligprisen for deres arbejde med at integrere østeuropæere – og fordi de er et forbillede for lignende initiativer i kommunen og flere gange har delt ud af deres erfaringer.
FAKTA:
Du kan læse mere – og også indstille kandidater til Frivillighedsprisen 2020 her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/legater-priser-og-puljer#accordion-6
I Ringkøbing-Skjern Kommune kalder vi os Danmarksmestre i frivillighed. Og der er noget om snakken:
En undersøgelse af frivilligt arbejde baseret på svar fra 1.298 borgere i kommunens borgerpanelundersøgelse viste sidste år, at hele 60 % af borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune havde arbejdet frivilligt inden for de seneste 12 måneder. Det er langt over gennemsnittet for alle danskere. Det tilsvarende tal på landsplan var 39 procent.
Borgerpanelundersøgelsen kan læses her: rksk.dk/frivillighed2019