North Sea Football Cup skulle have fundet sted i Pinsen 2021, men er nu blevet flyttet til første weekend i september.
»Det er afgørende for os, at vi tilbyder et stævne, der grundlæggende opleves af brugerne som værende af høj kvalitet. Det har været en målestok og en ambition fra starten af i 2019, hvor stævnet blev afviklet for første gang. Det vil vi ikke gå på kompromis med,« siger Søren Mortensen fra North Sea Football Cup.
»Sikkerheden er vigtig for arrangørerne – Derfor vil vi heller ikke gå på kompromis med den sundheds-mæssige sikkerhed – det siger sig selv.
»Desværre kæmper vi alle med at få overtaget med COVID-19. Vi drømmer alle om en hverdag, hvor vi kan gøre de ting, som vi kender – som vi hidtil har taget for givet. Herunder at tilmelde vores børn til idrætsaktiviteter uden overvejelser omkring COVID-19 og lignende. Vi er heldigvis på rette vej,« påpeger Søren Mortensen.
Udsætter til september
Det er også baggrunden for, at årets North Sea Football Cup nu officielt i 2021 er flyttet fra Pinsen den 21.-23. maj og til den 3.-5. september 2021.
»Vi har under hensyntagen til situationen lige nu vurderet, at vi sandsynligvis ikke kan tilbyde et stævne på vilkår, der både tilgodeser vore egne kvalitetskrav til et stævne, samt sikrer en forsvarlig sundhedsmæssig afvikling, hvorfor vi allerede nu har valgt at flytte stævnet,« fortæller Søren Mortensen.
Det er især udsigten til, at hele landet er vaccineret i slutningen af juni, der har fået arrangørerne til at se positivt på mulighederne af at afvikle årets stævne.
»Det giver os forhåbentlig en tryghed til at afvikle stævnet og hvor vi som land, har bedre styr på COVID-19 og smitte-spredningen. Vi kan, som stævne, tilbyde et stævne med maksimal gas på de værdier, der kendetegner et godt stævne. Masser af liv, masser af fodboldkampe, socialt samvær kendetegnet ved glade børn, tilskuere, frivillige – der alle forhåbentlig kan nyde omgivelserne og give sig maksimalt fri i en weekend,« siger Søren Mortensen.
Venter på at komme på græs
Landets fodboldspillere afventer for alvor at kunne komme på græs. Den gradvise åbning giver mange fodboldspillere mulighed for at ”komme på græs” igen. Og det glæder børn, unge og voksne fodboldspillere sig til.
»Det er vores håb, at der over foråret og sommeren kan blive afviklet fodboldkampe og – stævner for det betyder, at vi er på rigtig vej i relation til at nærme os en ”normal” tilstand. Det betyder, at mange børn og unge kan nyde godt af de mange gode og relevante tilbud, der tilbydes af idrætsforeningerne,« siger Søren Mortensen.
Ung – men ambitiøs cup
North Sea Football Cup er en ung turnering, der kun har været gennemført en gang – nemlig i 2019. 2020 blev aflyst grundet Covid-19 nedlukning.
»NSFC er ikke særlig gammel. Men hold da op for en opbakning, som vi har oplevet. Lokalbefolkningen, sponsorer, Ringkøbing-Skjern Kommune, frivillige og ikke mindst fodboldspillerne har alle bakket op om arrangementet. Det gør os stolte og ydmyge. Derfor glæder vi os til at videreudvikle vores koncept omkring et fodboldstævne, som vi allerede nu fornemmer, er blevet taget godt imod af spillere og klubber. Vi kan næste ikke vente på at komme i arbejdstøjet og byde indenfor igen til september,« siger Søren Mortensen.
Man kan allerede tilmelde sig North Sea Football Cup (NSFC) til september her