De seneste mange uger har budt på historisk tørt vejr her i området. På trods af de seneste dages byger, er der fortsat en meget høj risiko for, at der kan opstå brand i naturen.
Brandvæsenet rykker traditionelt ud til knap tre gange så mange 1-1-2-meldinger Skt. Hans aften som på en normal aften. Derfor er der brug for stor forsigtighed, særligt i år. Så med udsigt til masser af sol og varme også de kommende dage, vil risikoen i forbindelse med afbrænding af Skt. Hans bål være meget høj.
Kombinationen af bålenes størrelse, grenaffald mv. giver mange gnister og risiko for flyve-ild, der risikerer at antænde naturen længere væk. Der indføres derfor afbrændingsforbud i Skt. Hans døgnet jf. nedenstående:
Afbrændingsforbud
Gældende fra fredag den 23. juni 2023 kl. 09.00, og indtil den 24. juni 2023 kl. 08.59, er der med hjemmel i bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 (afbrændingsbekendtgørelsen) § 5, stk. 1 indført afbrændingsforbud gældende for: Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande Kommuner. Forbuddet indføres under hensyn til den aktuelle brandfare og ud fra en konkret risikovurdering af de lokale forhold.
Afbrændingsforbuddet betyder, at det ikke er tilladt at tænde bål udendørs. Det betyder:
- Enhver form for afbrænding af bål (uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel), herunder også afbrænding i bålfad eller på bålplads, samt afbrænding af Skt. Hans-bål, afbrænding af haveaffald, skovaffald, øvrigt affald, halm, siv og lign., inkl. på og ved søer, og på kystnært hav, inkl. holme, skær mv. (mindre end 200 meter fra land), er ikke tilladt.
- Overtrædelse af forbuddet kan medføre bødestraf, jf. afbrændingsbekendtgørelsens § 17. Så er du i tvivl om en aktivitet er tilladt – så undlad den for brandsikkerhedens skyld.
Kontakt
Brand & Redning MidtVest, med Beredskabsdirektør Kim Bjerg Wemmelund på telefon +45 2042 3511
Det er fortsat tilladt
- At bruge både kul- og gasgrill – Hvis ikke ejeren af stedet har udstedt forbud mod anvendelse.
- At ryge – Det betyder: Rygning kan foregå under normal iagttagelse af agtpågivenhed og hvis ejeren ikke har udstedt forbud. Henkast aldrig skodder eller andet tobaksaffald.
- at gennemføre erhvervsaktiviteter – Det betyder det er tilladt at udføre professionelt arbejde og erhvervsaktiviteter med ovennævnte effekter (grill, varmt arbejde, fyrværkeri mv.), hvis i øvrigt alle tilladelser og normale regler fortsat iagttages, samt under iagttagelse af skærpet agtpågivenhed i forhold til ikke at udgøre eller skabe brandfare. Manglende iagttagelse kan medføre straf- og erstatningsansvar.
- Skærpet agtpågivenhed betyder: Der skal udvises tilbageholdenhed med enhver afbrænding, optænding, brug af apparater mv., og øvrige forholdsregler og forsigtighedsregler gælder fortsat.
Det er aldrig tilladt..
Du må som privatperson- uanset om der er indført afbrændingsforbud eller ej – aldrig:
- Brænde haveaffald af
- Afbrænde eller forsøge at afbrænde giftige, ikkebrandbare materialer og affald
- Bruge åben ild i naturområder uden ejerens særlige tilladelse
- Henkaste cigaretskodder eller cigaretter, eller andet tobaksaffald
- Henkaste metal- eller glasgenstande, eller andet affald
- Bruge fyrværkeri udenfor den tilladte periode i december/januar.
Meddelelse fra Brand o& Redning MidtVest








