Tre borgermøder og hundredevis af timers arbejde fra byens borgeres side og det lokale erhvervsliv, kan vise sig at være spildte i Hvide Sande, hvor den udviklingsplan alle har nikket ja til, nu ligger stille fordi Hvide Sande Havn har sat alt i stå. Det møder kritik fra såvel borgere som erhvervsliv.
I februar 2020 indbød Ringkøbing-Skjern Kommune ellers til borgermøde, hvor flere end 100 borgere mødte op. Emnet var den fremtidige udvikling af Hvide Sande, og borgere og erhvervsliv gik til opgaven med stor kreativitet og engagement.
»De gode og udviklingsmæssigt bæredygtige ideer væltede frem og dannede grundlag for at få nedsat en lang række arbejdsgrupper, der skulle komme med anbefalinger til Hvide Sande’s fremtidige udvikling. Kommunen, havnen og alle andre har været med omkring bordet under hele processen og da vi afleverede vores ideer efter tre borgermøder, og som alle involverede nikkede ja til, gik jagten på den endelige finansiering af den første fase i gang. De penge er på plads da det lokale erhvervsliv spæder de sidste halvanden million kroner til for, at budgettet for fase et på godt og vel 20 mio. kroner, kan nå i hus,« siger Hanne Jensen.
Hun er formand for Klittens Borgerforening, der har taget aktiv del i udviklingsarbejdet og hun forstår ikke, at arbejdet ikke er gået i gang.
»Havnen, det øvrige erhvervsliv, detailhandlen, restauranter, serviceerhvervene, borgerne og kommunen er alle enige om planen, hvor åbningsprojektet med blandt andet etableringen af en svingbro til/fra Sluseøen, der vil forbinde byen bedre for cyklister og gående, er det første step. Herudover taler vi etablering af ”Plinten”, der skal højvandssikre Sluseøen i forbindelse med et nyt to etagers parkeringshus, der skal virke som en afgrænsning eller definering af havnefronten, så der bliver en tydelig promenade for gående og cyklister. Og endelig skal der etableres en gangbro etableret på den eksisterende bro ved afvandingsslusen så Nordbyen og Sluseøen forbindes, fortæller Hanne Jensen.
Hun forstår ikke, hvorfor arbejdet er sat i stå af Hvide Sande Havn.
»Der har været snak omkring brug af Sluseøen til offshore-aktivitet, men vi har forstået, at aktørerne gerne ser, at disse aktiviteter kan lægges andre steder på havnen, hvor der er plads og hvor placeringen vil være hensigtsmæssig,« siger Hanne Jensen.
Der forventes også etableret et kulturhus på Sløseøen, da byen mangler et samlingssted til møder, mindre arrangementer og så videre. Huset vil få en helt unik placering med udsigt udover hav og fjord og vil blive et attraktivt sted at opholde sig.
Man kunne også tænke sig, at biblioteket måske kunne blive en del af huset på sigt, hvilket vil frigøre plads på Hvide Sande Skole til flere elever,« påpeger Hanne Jensen.
Millioninvesteringer i tiltro til udviklingsplanen
Nogle af de erhvervsdrivende der lige nu ser på udviklingen – eller manglende på samme – er blandt andre restauratørerne på havnen. Jakob Kvist har sammen med hans familie investeret et millionbeløb i Restaurant Ruth & Co. i Toldbodgade – lige der, hvor svingbroen mellem byen og Sluseøen, skal etableres.
»Vi har investeret i tiltro til, at den udviklingsplan alle i byen inklusive havnen og kommunen er enige om, gennemføres. Svingbroen er vigtig for, at man får spredt flowet af gæster til/fra midtbyen og giver dem flere indgange end Slusebroen. Det vil være en katastrofe for os, hvis planerne pludseligt ikke realiseres,« påpeger Jakob Kvist.
Han bakkes op af Restauratør Michael Grantland, der driver Kommandobroen og Lille K – i øvrigt ovenpå Ruth & Co. på Toldboldgade.
»Vi har investeret heftigt i at flytte Lille K fra Metheasvej og til Toldbodgade. Det er på ingen måde omkostningsfrit at flytte en restaurant med køkken og så videre. Vi har gjort det for at optimere vores del i forhold til at kunne yde den bedste service til vores kunder og med et skarpt øje på, at udviklingsplanen selvfølgeligt realiseres indenfor de tidsrammer, man har lagt i den. Jeg forstår ikke, at man ikke allerede er gået i gang, når pengene er der,« siger Michael Grantland.
Handels- & Erhvervsforening undrer sig
De tre restauratører er ikke alene om at undre sig. Også Karsten Madsen, der er formand for Foreningen Havnen, der samler Hvide Sande´s erhvervsliv og detailhandel, er uforstående overfor Hvide Sande Havns ageren.
»Hvide Sande Havn ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune, der begge aktivt har taget del i arbejdet med udviklingsplanen for Hvide Sande. Udviklingsplanerne danner grundlaget for den helhedsplan, som den samlede udvikling styres efter. Hvordan kan man pludseligt »sende planerne til hjørne”« når de alle er enige i udformningen? Det giver ingen mening og er dybt skadeligt for udviklingen af Hvide Sande,« påpeger Karsten Madsen.
Han anerkender havnens betydning for Hvide Sande.
»Fiskeriet og øvrige aktiviteter på havnen er vigtige for byen og det skal vi værne om. Men vi skal også have for øje, at turismen hele hele året rundt, er med til at skabe indtægter og dermed med til at skabe lokal velfærd til gavn for alle borgerne i Hvide Sande og resten af kommunen. Havnens fremtidige virke og byudvikling, kan sagtens gå hånd i hånd. Men det kræver, at man har respekt for de planer, man selv har været med til at udarbejde og ikke stopper processen, når vi er klar til at trykke på startknappen. Og slet ikke når pengene allerede er fundet,« påpeger Karsten Madsen.
Han appellerer på det kraftigste til, at Borgmester Hans Østergaard og Viceborgmester Søren Elbæk træder i karakter og får sat processen med igangsætningen af den vedtagne udviklingsplan for Hvide Sande sat i gang.
»Ellers må det jo være udtryk for, at de planer, vi laver, alligevel ikke kan bruges til noget som helst og er det tilfældet, er det sørgeligt,« supplerer Hanne Jensen, formand for Klittens Borgerforening.