Miljøstyrelsens indsats mod internationale virksomheder, der ikke følger de danske regler om producentansvar, ser nu ud til at virke. Den store handelsplatform TEMU har nemlig tilmeldt sig den danske kollektive ordning Retur og forpligter sig samtidig til at sikre, at alle virksomheder, der sælger via platformen til danske forbrugere, lever op til reglerne om producentansvar.
Det gælder både de nuværende ordninger – blandt andet for emballage, batterier, elektronik, engangsplast og fiskeredskaber – samt kommende producentansvar.
Betaler nu for emballageaffald i Danmark
For emballage betyder aftalen helt konkret, at udenlandske virksomheder, der sælger varer direkte til danskere via TEMU, fremover skal betale for den affaldshåndtering, som deres emballage ender med at kræve i Danmark.
Miljøstyrelsen kalder aftalen en klar gevinst
”Det er en sejr for miljøet, at det nu er lykkes at få TEMU til at lave en aftale, så de udenlandske virksomheder, der sælger via den store platform, selvfølgelig også bidrager til vores ordentlige og forsvarlige danske måde at håndtere affald og emballage på,” siger direktør i Miljøstyrelsen, Jakob Møller Nielsen.
’Free-riders’ skubber regningen over på andre
Miljøstyrelsen peger på, at problemet med såkaldte free-riders er, at virksomheder, der ikke tilmelder sig ordningerne, i praksis sender regningen videre til de virksomheder, der følger reglerne. Derfor har Miljøstyrelsen haft et målrettet fokus på at opspore og presse free-riders til at efterleve reglerne – blandt andet gennem dialog med platforme og 1.000 advarselsbreve til kinesiske virksomheder.
I dag er 317 kinesiske virksomheder tilmeldt det danske producentansvarsregister.
Indsatsen fortsætter
Miljøstyrelsen understreger, at arbejdet fortsætter – også i samarbejde med andre EU-lande – for at få flere internationale onlineplatforme til at leve op til reglerne. Når antallet af free-riders falder, bliver omkostningerne samtidig lavere for de virksomheder, der allerede følger reglerne.
Hvis du har viden eller mistanke om, at en dansk eller udenlandsk virksomhed agerer som ’free-rider’ i forhold til de danske regler om producentansvar, kan du foretage en anonym anmeldelse her.
Fakta om kollektivordninger
En kollektiv ordning varetager og organiserer den praktiske håndtering af de affaldstyper som er underlagt producentansvar, det kan fx være emballage, batterier eller udtjent elektronik.
Kollektivordningen udfører affaldshåndteringen på vegne af de virksomheder som er ansvarlige for at affaldet er genereret. De ansvarlige virksomheder som har tilført affald til det danske marked, betaler så den kollektive ordninger for at håndtere deres affaldsmængder.
Medlemskab af en kollektivordning er et lovkrav for virksomheder der tilgængeliggør engangsemballage
Læs mere om de enkelte producentansvar her





