Emnet er »EVENTYRLIGE SEJLADSER I GRØNLAND« – fra Godthåb til Thule i sejlbåd, hvor aftenens foredragsholder, Leif Stubkjær, der er professionel fotograf, film- og videoproducent, har produceret adskillige dokumentar- og naturprogrammer til bl.a. Danmarks Radio og TV2.
Denne råkolde og blæsende torsdag aften i februar, fortæller Leif om en utrolig spændende og eventyrlig rejse med sejlbåden »Feen« fra Godthåb i syd til området nord for Thule i det nordligste Grønland.
En 3 måneders tur i de gamle hvalfangeres kølvand, hvor man kan nyde skønheden i de kæmpemæssige isbjerge, men hvor isen også lægger hindringer i vejen, og hvor stormende kuling bliver til vinde af orkanstyrke, der sætter mandskabet på »Feen« på hårde prøver. Med andre ord, oplev et foredrag om Grønland i et underholdende men samtidig også en fortælling med bid og vid, oplevet fra den bedst tænkelige og mulige vinkel, nemlig fra søsiden.
Kom frisk til Fiskeriets Hus på Nørregade i Hvide Sande torsdag den 20. februar 2020 klokken 19.30
- Foredrag: Eventyrlige sejladser i Grønland – fra Godthåb til Thule i sejlbåd.
- Entre: Kr. 75,00 incl. kaffe/the