Fiskerikontrollen har siden 10. juli fundet og indsamlet hele 50 ulovlige åleruser ved Hvide Sande og 43 ved Vinterleje i Haurvig.
Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern er åleruserne ikke er registret, og er blevet udsat således, at de næsten ikke kan ses. Ålen er truet, og yngelbestanden i Saragossahavet – hvor ålen yngler – er de seneste 30 år faldet med 90-99 procent.
Selv om det ikke er ulovligt at fiske efter ål i Danmark, er det forbundet med mange regler og krav til fiskeredskaber og tidspunkter for fiskeri. Dette gælder både for lystfiskere og erhvervsfiskere. Erhvervsfiskere skal også have tilladelse til at fiske.
Vicefiskeriinspektør Kim Paulsen mener ikke at de ulovlige ruser udelukkende er udsat af private. Dertil er ruserne for store og for mange:
– De store kan indeholde op til 100 kilo ål, og jeg er rystet over, hvor fyldte de var. Det må være nogle, der skal sælges, for det er noget mere, end en almindelig familie kan spise, siger Kim Paulsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I forbindelse med fundet af ruserne vil ålene blive genudsat. Bøden for det ulovlige fiskeri er på 2.500 kroner plus 200 kroner i bøde for hver ruse. Desuden får fritidsfiskere et halvt års karantæne, mens erhvervsfiskere slipper for karantæne. Den samlede bødetakts for de 93 ulovlige ruser løber op i 18.600 kroner – hvis altså bagmændene bliver fundet.
Kilde: Dagbladet Ringkøbing-Skjern