Det bliver igen en virksomhedsaften (jobmesse), arrangeret for Hvide Sande Skoles syvende til og med niende årgang, der onsdag den 24. januar 2024 mellem klokken 18.30 og 20.00 på Beddingsvej 2 – Hvide Sande Shipyard, vil få mulighed for at træffe en beslutning om hvilken vej ens karriereforløb skal gå.
Skolen og lokale virksomheder har lagt sig i selen for at give de unge en spændende aften, hvor de vil blive præsenteret for de mange forskellige muligheder for uddannelse og job, der findes lige her i Hvide Sande. Målet er at give indsigt i de mange jobs der findes lokalt, både når det drejer sig om fritidsarbejde efter skole, eller lærepladser i byens mange forretninger og virksomheder, men også muligheden for en fremtidig karrieremulighed, hvis man overvejer at vende tilbage til vores dejlige by efter endt videregående uddannelse udenfor Kommunen.
Onsdag den 24. januar vil en række lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, stille op med en repræsentant på deres stande, hvor de hver især vil informerer om de muligheder de unge gives netop her.
Deltagerne er:
- AS:SCAN
- EDC
- Esmark feriehusudlejning
- Ældrecentre i Ringkøbing Skjern Kommune
- Hvide Sande Bageri
- Klittens tømrer
- North Sea College EUC Nordvest
- PJP
- Seasight Group
- Spar
- UCRS EUD & EUX Business / Skjern Teknisk Skole
- Vattenfall
- Vestværftet
Undervejs på denne »jobmesse« vil der være rig mulighed for at nyde en kop varm kaffe med kage eller en sodavand, mens de unge udforsker standene og taler med de forskellige udstillere. Derudover har arrangørerne en spændende konkurrence, hvor man har chancen for at vinde gavekort til Foreningen Havnens mange butikker. Det bliver en sjov og lærerig aften, hvor man kan udforske, lære og måske ovenikøbet vinde!
Desuden vil lokalpolitiker Niels Kristian Larsen (F) have et indlæg, hvor han deler sine tanker og perspektiver på de lokale uddannelses- og jobmuligheder. Hans indlæg vil give et spændende indblik i, hvad vores lokalsamfund har at byde på.
Håbet er, at så stort et antal unge vil benytte sig af denne helt enestående og unikke mulighed, for på tæt hold, at få information om jobmulighederne lokalt, som på en inspirerende måde afdækker fremtidens job for jer i Hvide Sande.


