To ejendomsinvestorer fra Hvide Sande – Jens Bøndergaard og Anders Thygesen – kom med det bedste bud for Mylius-Erichsen Bryghus, og sikrer dermed, at der også i fremtiden er et bryghus på egnen.
Bryghuset har igennem mange år kørt med underskud, og har kun overlevet med hjælp fra lokale bidragsydere, frivillige og sponsorer. Mylius-Erichsen Bryghus blev erklæret konkurs i starten af september 2018, og dengang var Jens Bøndergaard – den ene investor – kautionist. Sammen med tre andre kreditorer var det ham, som begærede bryggeriet konkurs.
Nu har Jens Bøndergaard rakt hånden ud til alle tidligere sponsorer af bryghuset for at få input og inspiration til, hvad der nu skal ske med bryghuset. Desuden håber han, at nogle af de frivillige forsat har lyst til at være en del af bryghuset.
Hverken Jens Bøndergaard og Anders Thygesen har kompetencer til at drive bryggeri, og derfor er det ifølge Jens Bøndergaard vigtig, at finde den helt rigtige person til at stå for den fremtidige drift. For en ting er sikkert – der skal fortsat ligge et bryghus i Hvide Sande.
“Vi købte bryghuset, fordi Vestkysten, og det her område er vores hjertebarn, og derfor vil vi gerne sikre, at der også er liv her,” siger Jens Bøndergaard.
Han tilføjer, at han er villig til at videresælge bryghuset uden profit for at sikre, at bryggeriet fortsat vil være et aktiv for lokalområdet. Jens Bøndergaard har ikke en konkret overtager til bryghuset i kikkerten endnu, men han henvender sig til alle de mange, som i sin tid bød på bryghuset for at høre, om de fortsat er interesserede.
Ifølge Jens Bøndergaard har der været interesse fra hele landet – især har henvendelserne været fra personer udenfor lokalområdet. Sågar har tyske bryggere også vist interesse. Efter planen skal mikrobryggeriet forsat ligge i Mylius-Erichsens lokaler.