Late Summer Festival markerer i aften 10 års-jubilæet med gratis åbningskoncert. I aften går startskuddet for Late Summer Festival 2024, som markerer festivalens 10-års jubilæum. De klassiske musikere er allerede ankommet til Hvide Sande, og byen vil den kommende uge blive fyldt med klassiske toner.
Fra i aften og frem til den 16. august kan publikum se frem til en række unikke koncerter, hvor de vil opleve en rejse gennem musikken, når nogle af Nordens mest anerkendte musikere indtager scenerne ved Vesterhavet.
Årets jubilæumsfestival åbner med en stor og gratis åbnings- og jubilæumskoncert i Helligåndskirken, hvor stemningsfulde toner vil fylde kirkerummet og markere starten på en uge fyldt med musikalske oplevelser. Programmet byder på en perlerække af nordiske og europæiske klassikere, fremført af nogle af de bedste musikere, som Danmark og resten af Norden har at byde på.
Festivalens kunstneriske ledere, Anette og Helge Slaatto, udtaler: »Vi er utrolig glade for at kunne byde velkommen til Late Summer Festival 2024. Dette års jubilæumsprogram er noget helt særligt, og vi ser frem til at dele disse musikalske oplevelser med både lokale og tilrejsende gæster.«
Late Summer Festival er en fast del af Hvide Sandes kulturtilbud og har gennem årene tiltrukket et bredt publikum. Festivalen blev oprindeligt grundlagt på Det Kongelige Hofteater i København, men er siden flyttet til Hvide Sande for at bringe klassiske musikoplevelser ud til Vestkysten.
»Vi ser frem til at fejre denne særlige uge med jer og håber på at byde mange gæster velkommen til en uforglemmelig festival i Hvide Sande,« slutter Helge Slaatto, kunstnerisk leder af Late Summer Festival.
For yderligere information om programmet, musikere og billetter www.latesummerfestival.dk






