Hjem » Erhverv » Late Summer Festival 2018 – Et vindue mod Norden.
Programmet byder på enestående og varierede koncerter i unikke omgivelser, med yderst spændende musikere.

Late Summer Festival 2018 – Et vindue mod Norden.

Sommeren er slut, og efteråret er over os, men det stopper altså ikke Late Summer Festival i at besøge
Hvide Sande i efterårsferien.

I alt 7 koncerter spilles i Hvide Sande og Lyngvig i perioden 16. til 19. oktober.

Programmet byder på enestående og varierede koncerter i unikke omgivelser, med yderst spændende
musikere. Dette års udgave af Late Summer Festival er med fokus på de tre unge talenter Jeung Beum
Sohn, Ylva Larsdotter og Jonathan Swensen, som vil optræde i selskab med garvede musikere og etablerede
kræfter fra mange lande.

Arrangørerne bag festivallen, musikerne Anette Slaatto og Helge Slaatto, ønsker alle velkommen til årets koncerter; »Vi ønsker jer alle mange inspirerende oplevelser med gammel og ny musik, og vi håber at detteVindue mod Norden i den pragtfule danske natur åbner øjne og ører for de nordiske kvaliteter! Komponistersom Carl Nielsen, Johan Halvorsen, Niels Viggo Bentzon og Bent Lorentzen bliver sat overfor de store centraleuropæiske klassikere.«

Årets koncerter

Kom til gratis koncert i Vestjysk Bank tirsdag den 16. oktober når årets festival byder velkommen med
koncerten ’Populære Toner’, spillet af de unge talenter Ylva Larsdotter og Jonathan Swensen i selskab af casalQuartett Zürich.

Samme aften kan du komme til ’Festlig Åbningskoncert’ i Helligåndskirken, hvor du kan opleve den unge koreanske stjernepianist Jeung Beum Sohn i virtuose soloværker samt i et dramatisk samspil med den førende schweiziske strygekvartet casalQuartett Zürich.

Onsdag den 17. oktober danner Lyngvig rammerne for to unikke koncerter. Først i Lyngvig Kirke når ’Strygekvartettens Mestre’ spilles af den schweiziske strygekvartet casalQuartett
Zürich.

Derefter i Lyngvig Fyr til ’Late Night Koncert’ med meditationsmusik og nye musikalske ideer – når der
spilles middelalder- og nutidsmusik af Anette Slaattoo og Duo Slaatto Reinecke i fyrtårnets magiske rum.

Torsdag den 18. oktober inviterer de to talenter Ylva Larsdotter og Jonathan Swensen til ’Virtuost
Fyrværkeri’ for violin og cello af de unge stjerner i Haurvig Kirke.

Sidste koncertdag til Late Summer Festival 2018, fredag den 19. oktober, spilles ’Historier Fra Livet’ i de unikke omgivelser på Anker Fjord Hospice – musik for viola og klaver, af Anette Slaatto og Christina Bjørkøe, på Danmarks smukkeste hospice.

Efterfølgende afsluttes årets festival i Helligåndskirken med ’Festlig Afslutningskoncert’, hvor du kan høre Nordiske og Wienerklassiske mesterværker i festlig forening. Af Christina Bjørkøe, Helge Slaatto, Anette Slaatto, Julie Tandrup Kock og Frank Reinecke.

Billetter og partoutkort kan købes ved indgangen eller på Turistbureauet i Hvide Sande.

Billet til én koncert: DKK 100,- · Partoutkort til alle koncerterne: DKK 300,-. Der er gratis adgang for børn og unge under 20 år.

Der tages forbehold for ændringer.

Late Summer Festival er en klassisk musikfestival af høj kvalitet med både nationale og internationale
musikere. Festivallen opstod i 2014, hvor den med stor succes blev afholdt i København. Med visionen om at tilbyde Vestjyderne såvel som turisterne en klassisk musikoplevelse på højt niveau, valgte arrangørerne, at Hvide Sande skulle danne rammerne.

Målet var at bidrage til at mindske uligheden på den kulturelle front i Danmark. »Det er fantastisk at se, hvor mange events og aktiviteter vores område tilbyder gæster såvel som lokale i løbet af året. Jeg synes bestemt at det er positivt, at Late Summer Festival i år besøger Hvide Sande i efterårsferien, hvor udbuddet af aktiviteter er forholdsvis lille. Det er en uge med mange feriegæster, som vi ønsker at give så mange gode oplevelser med hjem som muligt – jeg tror på at Late Summer Festival passer rigtig godt ind her.« Udtaler Dennis Breum, som er eventkoordinator for Late Summer Festival.

Du kan læse mere om festivallen og årets koncerter på Facebook-siden ’Late Summer Festival’ eller
www.hvidesande.dk.

Late Summer Festival 2018 er sponsoreret af;
A.P. Møller Fonden, Oticon Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Ringkøbing Skjern
Kommune, Toyota Fonden, Solistforeningen, Solistforbundet, Skjern Bank og Hvide Sande Hotel.

Årets musikanter

Jeung Beum Sohn, Klaver
Det er lidt af et kup, at det er lykkedes Late Summer Festival at hente den unge stjernepianist Jeung Beum Sohn til Hvide Sande! Han er den første koreaner, som har vundet første pris ved den store ARD klaverkonkurrence i München, hvor første priser ofte slet ikke gives. Siden successen i 2017 har Jeung Beums liv forandret sig drastisk – han er nu at finde på Europas største og vigtigste koncertpodier. Samtidig glæder han sig fortsat over studierne med Prof. von Arnim i Münster.

Ylva Larsdotter, Violin
Et af Sveriges mest spændende unge talenter som allerede for tre år siden vagte stor opsigt ved Hvide Sande Masterclass. Siden dengang har hun vundet en række priser og markeret sig både nationalt og internationalt. Ylva Larsdotter har samarbejdet med førende skandinaviske musikere som Torleif Thedéen, Pekka Kuusisto og Bengt Forsberg, og er medlem af Svenska Kammarsolister. Hun studerede i Stockholm med Ulf Wallin og i Münster med Helge Slaatto.

Jonathan Swensen, Cello
Også Jonathan var en af Hvide Sande Masterclass´ mest opsigtsvækkende studenter for få år tilbage.
Jonathan Swensen vandt P2 Talentpris 2016, Leonie Sonnings Talentpris 2017 og samme år første pris ved
den store Khatchaturian cello konkurrence i Armenien. Jonathan har ikke bare fremragende lærere og forbilleder som cellisten Torleif Thedéen samt faderen, dirigenten og violinisten Joseph Swensen – han er i højeste grad en kunstner »in his own right«.

casalQuartett Zürich
Violinisterne Felix Froschhammer & Rachel Späth, bratschisten Markus Fleck og cellisten Andreas Fleck. En af de absolut førende strygekvartetter i Schweiz. Vinder af flere priser, som ECHO KLASSIK prisen. Koncerter på højeste niveau med bl.a. Martha Argerich, Sol Gabetta, Nicolaj Znaider m.m.

Anette Slaatto, Viola
Unik fortolker af nyere musik og med glimrende anmeldelser I både dansk og international presse.
Medvirkende på CD’er som The Secret Melody og Axel Borup Jørgensens Viola Works – men også stor
succes med indspilningen af alle Bachs solo suiter. Koncerter i Europa og Kina.

Frank Reinecke, Kontrabas
Spektakulær tysk kontrabassist – førende ekspert indenfor mikrotonal musik. Flere solo CD’er for kontrabas, men også lige fortrolig med klassisk og gammel musik. (Medlem af Sinfonieorchester des Bayerischen Rundfunks) Flere års duo samarbejde med Helge Slaatto.

Christina Bjørkøe, Klaver
En af Danmarks førende pianistinder som er kendt for sit musikalske og personlige spil. Koncerter over hele verden – senest ved en tourné i Kina hvor hun også spillede værker komponeret til hende. Uforglemmelig Beethoven Op.111 ved Late Summer Festival 2014.

Julie Tandrup Kock, Cello
Vellykkede solistexamener I bade Schweiz og Danmark, udstrakt virke som kammermusiker og pædagog.
Eksperimenterer også udenfor de klassiske rammer – spiller tango i Argentina, samarbejder med Mø, Medina, den amerikanske rapper Kanye West og mange flere.

Helge Slaatto, Violin
I mange år professor ved Musikhøjskolen I Münster. Flere års duosamarbejde med kontrabassisten Frank
Reinecke (Preis der Deutsche Schallplattenkritik). Aktuel med ny duo CD ”Ars Nova- New Music” (NEOS)
med bl.a. værker af Guillaume de Machaut.

Kommentar

kommentarer

Læs også

Vil du have indflydelse på Hvide Sandes udvikling

Så er chancen her, hvor Arkitektskolen i Aarhus inviterer til Workshop og Debat om fremtidens …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *