Bankens nuværende leder af Hvide Sande afdelingen har valgt at søge nye udfordringer og fratræder banken pr. 31. december 2014.
Hvide Sande by er et strategisk vigtigt område for banken.
Ringkøbing-Skjern Kommune skønner, at byen kan fastholde indbyggertallet som følge af udvidelse af arbejdspladser inden for turisme og offshore med deraf følgeaktiviteter inden for etablerings-, service- og vedligeholdelsesbranchen. Det er vores forventning, at vi i fremtiden kan vækste med flere nye kunder og dermed øge forretningsomfanget i Hvide Sande.
Lene Dybdahl Møller (47 år), der bor i Hvide Sande, bliver ny filialdirektør i afdelingen og tiltræder jobbet den 1. januar 2015. Det bliver således et særdeles kendt ansigt, der bliver leder af Hvide Sande afdelingen.
Lene er udlært i banken og har tidligere været tilknyttet Hvide Sande afdelingen. Fra 2004 har hun været tilknyttet bankens fjernkundeafdeling og siden 2007 været leder af privatkundebordet for fjernkunder. Lene har gennem rigtig mange år oparbejdet særlig stor ekspertise i rådgivning af privatkunder. I dag rådgiver hun kunder med særlig kompleks økonomi inden for boligøkonomi, investering og skatteoptimering i forhold til pension. Det er således en særdeles erfaren pige, der sætter sig i lederstolen i Hvide Sande.
”Jeg glæder mig til at fortsætte den positive udvikling, som Hvide Sande afdelingen har gennemgået de senere år,” udtaler Lene Dybdahl Møller i en kommentar til udnævnelsen. Lene er gift med Verner og de har 2 børn.