Pårørende til langvarigt syge skal også sørge for at passe på sig selv. Derfor tilbyder Ringkøbing-Skjern Kommune nu et kursusforløb, hvor man kan lære at tackle hverdagen som pårørende – og undgå selv at blive syg. Kursusforløbet starter den 16. maj.
Det er en belastning at være langvarigt og måske endda alvorligt syg. Men det er også en udfordring at være pårørende til en langvarigt syg person. Faktisk viser tal fra Komiteen for Sundhedsoplysning, at næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, mens én ud af tre føler sig stresset. Begge dele på grund af de ekstra krav i hverdagen som pårørende. Hver 5. oplever ligefrem, at de selv er blevet kronisk syge af belastningen.
»Mange pårørende glemmer tydeligvis at passe godt på sig selv, når de er optaget af at passe en langvarigt og måske alvorligt syg partner, forælder eller andre pårørende,« siger sundhedsfaglig medarbejder i Sundhedscenter Vest, Hanne Larsen.
Hun er koordinator for det Lær at tackle-kursus, som Ringkøbing-Skjern Kommune nu udbyder, fordi erfaringen viser, at mange pårørende til langvarigt syge kan have brug for hjælp til at lære at håndtere hverdagen med sygdom eller handicap.
Kurset er for alle pårørende til langvarigt syge og starter tirsdag d. 16. maj 2023 kl. 15.00 på Sundhedshuset i Ringkøbing, Nørredige 28. Tilmelding kan ske til Sundhedscenter Vest på tlf.: 9974 1912 eller på e-mailadressen sundhedscenter.vest@rksk.dk
Redskaber til bedre trivsel
Formålet med kurset Lær at tackle hverdagen som pårørende er at give deltagerne konkrete redskaber til at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer, som netop kan øge deres trivsel. Kurset giver også mulighed for at møde andre pårørende, der forstår de udfordringer og frustrationer, som en pårørende til langvarigt syge kan have.
»Vi ser, at pårørende bliver syge, fordi de er under stor belastning i hverdagen. Det er både følelsesmæssigt og praktisk krævende at være pårørende til én, der er syg i rigtig lang tid. Pårørende kan derfor selv ende med at blive stressede, deprimerede eller endda kronisk syge. Derfor tilbyder vi denne hjælp til selvhjælp,« forklarer Hanne Larsen og tilføjer, at kurset er et frirum, hvor pårørende mødes med ligestillede og har mulighed for at drøfte emner, som ellers kan være vanskelige at tale om.
»Vi taler blandt andet om, hvordan de kan bede om hjælp, hvordan de håndterer de svære følelser og symptomer på stress. Når pårørende får større indsigt i problematikkerne øger de deres muligheder for at gøre noget aktivt og dermed skabe forandring,« forklarer hun.
Kurset består af syv mødegange, instruktørerne på kurset har selv erfaring med at være pårørende, og er blevet uddannet og godkendt til at lede kurset.
Lær at tackle hverdagen som pårørende starter tirsdag d. 16. maj 2023 kl. 15.00 på Sundhedshuset i Ringkøbing, Nørredige 28. Tilmelding kan ske til Sundhedscenter Vest på tlf.: 9974 1912 eller på e-mailadressen sundhedscenter.vest@rksk.dk
I Ringkøbing-Skjern Kommune har Sundhedscenter Vest siden 2007 udbudt kursusforløb under “Lær at tackle”-paraplyen. Lær at tackle kurser er korte selvhjælpsforløb, der er udviklet på Stanford University i USA på baggrund af mere end 35 års forskning, I dag er kurserne udbredt i mere end 30 lande verden over.
750.000 danskere er pårørende til ældre med alvorlige helbredsproblemer. Hvis alle pårørende – uanset alder – medregnes, er antallet langt højere. En undersøgelse viser, at næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, mens 1 ud af 3 føler sig stresset. Begge dele på grund af ekstra belastninger i hverdagen. Hver 5. oplever ligefrem, at de er blevet kronisk syge af belastningen.
I en evaluering fra 2021 gennemført af VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Analyse og Velfærd konkluderes, at kursisterne samlet set efter kurset opnår følgende forbedringer:
- Øget trivsel
- Reduktion af risiko for langvarig stress og depression
- Reduktion af ensomhed
- Reduktion af belastning
- Øget tro på egne evner (self-efficacy) på området: – Troen på at kunne få praktisk og følelsesmæssig støtte fra omgivelserne
Resultaterne fra undersøgelsen viser desuden, at langt hovedparten af kursisterne selv vurderer at have fået udbytte af kurset. Det fremgår for eksempel, at 88 % af kursisterne er ’tilfredse eller meget tilfredse’ med kurset samlet set, og at 94 % vil anbefale det til andre.