Flammegrillet kød på glødende trækul bliver det nye hit i Hvide Sande midtby, hvor kunderne ellers traditionen tro går efter fiskemenuen, så suppleres dette nu med hjemmelavede forretter fra middelhavet og flammestegte steaks, kyllingsspyd samt et righoldigt udvalg af vegetariske og veganske retter
Det er Abdul Chbabo (23 år) der sammen med sin storebror Mohamad Chbabo (30 år), åbner restaurant »LAVA«, centralt beliggende på én af Hvide Sandes mest befærdede strøg, Metheasvej 3. Med et lidt anderledes menu-kort, ønsker de to brødre at tilbyde lokale råvare samt mad tilberedt og lavet fra bunden og nogle af de lidt mere specielle udskæringer af kød over de åbne flammer.
Med restaurant »LAVA« har den kun 23 årige tidligere tjener, ønsket at supplere menu-kortet, så det differentierer sig lidt fra de øvrige restauranter og cafeer’s udvalg i Hvide Sande og dermed give byen en lidt større kulinarisk bredde. En bredde som vil være med til at udvide indtrykket af Hvide Sande, som det sted med et varieret og righoldigt udvalg af mad, i de rigtig mange spisesteder og restauranter samt cafeer der findes her. Et sted hvor enhver smag næsten kan imødekommes og et sted hvor man ikke går forgæves.
Med et velkommen samt en præsentation på flydende dansk, overfor HvideSande.Nu, suppleret med et stort åbent smil og ikke mindst hjerte, vinder Abdul Chbabo fra første færd. Og at den unge syrer kun har været i Danmark siden 2016, så imponeres man af hans gåpåmod og store erfaring samt virke, med ansættelse hos de fleste restauranter og cafeer i Hvide Sande. Sit perfekte danske sprog har Abdul Chbabo også tilegnet sig som frivillig brandmand i Ringkøbing og ved sideløbende at uddanne sig som ambulance-behandler.
Sidst var det dog som restaurant-ejer, sammen med broderen i Brande, hvor de det seneste år har draget erfaringer som selvstændige. En erfaring som de nu får brug for, da de slog til og sagde ja tak til buddet om et ledigt restaurant-lokale i Hvide Sande,(tidligere »Lille K« og senest »Kjærstrup Chokolade«). Så de sammen kunne indfri deres oprindelige drøm, med egen restaurant i den Vestjyske Havneby.
Stedet er oplagt, da man alene i Ringkøbing-Skjern Kommune havde næsten 4 mio. overnattende turister ved seneste tælling, men som desuden også kan bryste sig af, at have et godt stabilt bagland af lokale kunder, der også indimellem nyder et godt måltid mad i byen. Turisterne spenderer godt 3,8 milliarder kroner om året i det vestjyske, så valget med at åbne restaurant på Vestkysten syntes oplagt og lige til for brødrene, som begge nu har købt hus i Velling (ingen kærester endnu). Det er sket i en forventning om, at de aldrig skal væk fra det Vestjyske.
De er begge kurdere fra byen Afrin i provinsen Aleppo i Syrien, der ligger tæt op ad den tyrkiske grænse. Deres hus her er ødelagt og familien bor der ikke længere, nu hvor de tyrkiske soldater har overtaget mere og mere. Så der er ingen fremtid for de to brødre der. Istedet er det Vestkysten og Hvide Sande der trækker.
Restauranten tager form
De to brødres forventninger er selvsagt store og de regner selv med at være færdige til åbningen midt i marts måned 2023, helt nøjagtigt onsdag den 15. marts klokken 15.00. Så kan man lige nå at pudse formen lidt af, inden det store rykind i starten af april måned, når påsken slår dørene op til en ny sæson.
Forventningerne til et stort rykind, er åbenbare, for Restaurant »LAVA« tilbyder både Takeaway samt indendørs servering til 60 personer og udendørs servering til 30 personer. Og med et koncept under mottoet – Food, Wine & Fun – så er der lagt op til både en underholdende høflig og meget venlig betjening i de helt rette omgivelser, der skal give gæsterne den oplevelse, så man kommer igen.
Ligeledes bliver der tilbudt lokale råvare, alt fra fisk og grønsager til øl og andet som det vestjyske område flyder over af.
De starter selv ud med Abdul som tjener og Mohamad med ansvar for køkkenet. Når der bliver travlhed, så er hjælpen ikke længere væk end Ringkøbing, hvor mange af de to brødres familie nu bor. Ellers har Abdul med sine mange år som tjener i Hvide Sande også skabt sig et netværk, så et egentligt bemandingsproblem bliver der ikke noget af, siger en oprigtig Abdul, der nu bare glæder sig til at vise sit og broderes Vestkyst-inspireret Restaurant »LAVA «, frem for offentligheden midt i marts. Følg os på facebook her. Her kan man også følge den overraskelse, som de to brødre har i baghånden til åbningen.