En 35 år gammel kutter RI 262 »Nordstjernen« var onsdag morgen omspændt af meterhøje flammer og kraftig sort røg fra et overtændt styrhus.
Minutter senere brød Falck´s sirener morgenstilheden og de blå blik lynede om kap, mens indsatsvognen med indsatsleder Rune Madsen fra Brand og Redning MidtVest på rekordtid nåede kajen ud for Otto Pedersvej i Hvide Sande, hvor kutteren lå.
Branden opstod i en gennemføringer mellem maskinrummet og styrhuset. Her skulle to svejsere etablere det sidste inden kutteren skulle ud på fiskeri. Gnister eller varme fra svejsningen fik fat i materialet bag gennemføringen, hvorfra branden nærmest kunne udvikle sig eksplosionsagtigt. Trods ihærdig brandindsats fra de to svejseres side, stod det dem hurtigt klart, at ilden havde fået så godt fat og ikke kunne bekæmpes af dem alene. Istedet holdt de hovedet koldt og fik fjernet trykflasker og andet brandfarligt, samt lavet sikker afstand til skibet. Noget Falcks holdleder Lars Lyngvig fra Hvide Sande Stationen bemærkede og efterfølgende kunne nikke anerkendende til. For med smedenes snarrådige indgriben, kunne slukningsarbejdet umiddelbart sættes igang i det overtændte styrhus. Lars Lyngvig bekræfter da også overfor HvideSande.nu, at netop de to svejseres indsats og at de bevarede roen og overblikket, var en medvirkende årsag til at branden ikke udviklede sig til hele skibet.
Rune Madsen forklarer videre overfor HvideSande.nu, at indsatsen var gået planmæssigt og hurtigt, med brug af forskellige vogne under brandbekæmpelsen, HSE indsatsvognen samt tanksprøjten og senere vandvognen fra Ringøbing. Branden blev bekæmpet både med vand og skum og røgdykkere havde klaret efterslukningen i både styrhus samt i nedtaget beklædning. Lidt over klokken 09.00 kunne man melde branden for slukket og indsatslederen kunne ånde lettet op og yderligere glæde sig over, at ingen var kommet til skade, »det er trods alt kun døde ting det er gået ud over.«
Uheldigt og ærgerligt er det alligevel, når en af havnens helt egne skibe. Bygget i 1982 på Hvide Sande skibs- og Baadebyggeri A/S, under uheldige omstændigheder denne onsdag morgen den 19. juli 2017, måtte overgive sig til flammerne.
Det ældre fartøj var en klassisk Hvide Sande kutter med den letgenkendelige lyseblå farve, monteret til trawlfiskeri efter rødspætter og industrifisk. Et skib som de fleste kender og som på en eller anden måde kendetegner Hvide Sande Havn.
Nu er det op til forsikringen hvad der videre skal ske med den klassiske trækutter RI 262 »Nordstjernen«.