Der er enighed blandt folkene på revyholdet i Hvide Sande: en travl hverdag som selvstændig er ingen undskyldning for ikke at tage del i det lokale foreningsliv. Tværtimod. For mange af de selvstændige erhvervsdrivende i byen, er det helt naturligt at bruge en stor del af den sparsomme fritid på frivilligt arbejde.
»Det er jo en del af byens DNA—og noget, de fleste af os har været vant til fra barns ben,« siger Karsten Madsen. Foruden at være en travl møbelhandler, er Karsten også formand for foreningen Hvide Sande By, og ikke mindst revyskuespiller. »Havde vi ikke idrætsklubberne og de øvrige foreninger i Hvide Sande, havde vi aldrig kunnet løfte alle de mange aktiviteter og events. Det frivillige arbejde er én af de væsentlige forudsætninger for den positive udvikling, vi ser i byen.«
Snart er Karsten da også igen at finde på scenen som skuespiller, når den årlige Hawfest-revy bliver præsenteret for et forventelig fyldt telt, lørdag den 15. juli.
»Det ér ind imellem en anelse presset. Ikke mindst når man lider af svær, og uhelbredelig tidsoptimisme,« siger Esben Thomey. Konferencierrollen i revyen er måske hans mindste bekymring de her dage, hvor Esben har fået travlt med at finpudse sit nye forretningskoncept, der skal sættes i søen primo juli. »Det kunne godt have været bedre timet,« erkender han, »men venter man til man en dag får tid, sker der typisk heller aldrig en sk..«
Revyen er måske i virkeligheden et velkomment afbræk i en travl hverdag. Og så må man rykke når muligheden ér der: revyens mulige ofre bruger nemlig heller ikke tiden på at sidde på hænderne. Ifølge revyfolkene er der faktisk overraskende mange i Hvide Sande, der i det forgangne år har turdet stikke hovederne—og andre, ikke nærmere specificerede legemsdele— frem. Også blandt byens øvrige, selvstændige erhvervsdrivende.
»Det er ingen skam at dumme sig,« konstaterer Esben, »og jeg ved hvad jeg taler om.«
Skulle man føle sig fristet til at blive klogere på dét udsagn, sættes billetterne til årets Hawfestfrokost til salg i Boldklubben Klittens klubhus fredag den 23. juni, klokken 18.00

- Revyens instruktør, bassist Jørgen Iversen har siden 2008 været selvstændig med virksomheden Iversen Advokatfirma.
- Guitarist Nikolaj Fauerby er ejer og driver firmaet foliepartner.dk, der blandt andet producerer og sælger navnemærker til både, stickers og klistermærker.
- Kapelmester Christian Estrup er selvstændig med værkstedet Genarbejd, hvor han skaber interiør og kunst af gamle, genanvendte materialer.
- Skuespiller Karsten Madsen ejer og driver Klittens Møbler & Tæpper, han overtog få år efter farens alt for tidlige død.
- Konferencier Esben Thomey var medstifter og medejer af Nordsø Fisk, og barsel efter en årrække som ansat hos Deluca Film og Esmark nu med et nyt, selvstændigt projekt






