Vejdirektoratet inviterer tirsdag den 30. januar til informationsmøde i Videbæk Idræts- & Fritidscenter om den kommende udbygning af Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning. En udbygning, der vil forbedre sikkerheden og fremkommeligheden for bilisterne.
I de kommende år skal Vejdirektoratet i gang med at udvide strækningen mellem Ringkøbing og Herning, så det i fremtiden bliver til en 2+1 vej. Anlægsprojektet, som forventes at være afsluttet i udgangen af 2028, vil gøre det hurtigere at køre på Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning. Samtidig bliver trafiksikkerheden på vejen også øget.
Folketinget vedtog den 30. november en anlægslov for udbygning af Rute 15 fra Ringkøbing til Herning, og den 12. december blev loven endelig stadfæstet, da H.M. Dronning Margrethe II underskrev loven, som dermed sikrer, at arbejdet kan begynde.
Vejdirektoratet inviterer i den forbindelse alle interesserede til informationsmøde, hvor anlægsprojektet bliver præsenteret sammen med omfang og tidsplan. Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål til projektleder og fagfolk fra Vejdirektoratet.
Tirsdag den 30. januar mellem kl. 19.00 og 21.00 i Videbæk Idræts- & Fritidscenter på Vestervang 28 i Videbæk.



