Som en selvfølgelighed har Hvide Sande Havn i en årrække beskæftiget sig med nogle af de største verdensomspændende temaer, som også er inkluderet i de 17 verdensmål.
Temaerne som havnen primært har fokuseret på, omhandler transformationen til grøn og bæredygtig energi, reducering af CO2 udslippet, oprensning af verdenshavene samt social ansvarlighed, skriver HSSG Bent Haumann i dette nyhedsbrev.
Vi har beskæftiget os med disse temaer, dog uden speciel fokus på synliggørelse eller målbarhed for denne del af vores arbejde før nu, hvor engagementet i disse temaer har udmøntet sig i følgende specifikke projekter:
CO2 reduktion på tværs af Europas landegrænser
I efteråret 2018 tilsluttede Hvide Sande Havn sig, sammen med Hvide Sande Fjernvarme, et EU støttet projekt, kaldet ”DUAL Ports”.
Medlemmerne i projektet er alle små og mellemstore havne i Nordsøregionen.
Formålet med projektet er at ”optimere og integrere vedvarende energiformer i havnenes infrastruktur, generere lokal opvarmning samt fremstille hydrogen til internt logistikbrug. Tiltag der skal sikre at CO2 udslippet i havnene sænkes signifikant”.
Hvide Sande Havn, er i samarbejde med Hvide Sande Fjernvarme, gået i gang med vores delprojekt, hvor strømmen fra de 3 vindmøller, der står på havnens arealer, kombineret med solenergi, varmepumper der udnytter energien i vand/luft, samt en nyindkøbt 10 MW elkedel, vil kunne sikre byens fjernvarmeforsyning uden brug af fossile brændstoffer. Det forventes, at når projektet står færdig, vil den samlede CO2 reduktion som minimum udgøre 6.300 tons CO2 årligt svarende til en reduktion på 94 %.
Parallelt med dette projekt udføres et teoretisk Hydrogen projekt, der søger at påvise, hvordan overproduktionen af strøm fra de tre vindmøller, kan udnyttes til fremstillingen af hydrogen, samt hvordan det producerede hydrogen kan udnyttes lokalt, for derigennem yderligt at sænke CO2 udslippet.
På samfundsplan håber vi naturligvis, at dette lokale ”pilotprojekt” bliver kendt og så stor en succes, at det danner skole og dermed medvirker til endnu større CO2 reduktion.
Grøn ressource optimering – GRO
Udover det europæiske samarbejde, er Hvide Sande Havn i samarbejde med Ringkøbing-Skjern erhvervsråd påbegyndt et ”GRO” projekt, der optimerer den grønne omstillingsproces i form af energioptimering, udnyttelse af ressourcer og veluddannede medarbejdere.
Målet er at forbedre Hvide Sande Havns konkurrenceevne og vækstmuligheder med ressourceoptimering, nye grønne forretningsmodeller og bæredygtige arbejdsprocesser, samt at synliggøre og måle på den fremgang, vi forhåbentlig opnår via dette arbejde.
Vi har altid udført affaldshåndtering på havnen, herunder også håndtering af det affald som fiskerne får i deres net og trawl. Mængden af opfisket affald er betydelig, og for fiskerne er det heldigvis naturligt at tage affaldet med i havn, frem for at smide det i havet igen. I vores GRO projekt ønsker vi at sætte fokus på dette arbejde, som vores del af arbejdet med havmiljøet.
Vores sociale ansvarlighed retter sig naturligvis mod havnens medarbejdere, som er vores vigtigste ressource. Uden dygtige og selvstændige medarbejdere, med lavt sygefravær og lav personaleudskiftning, kan havnen som arbejdsplads ikke opretholde et højt serviceniveau, eller gennemføre planerne om grønne forretningsmodeller og nye bæredygtige arbejdsprocesser.
Stor succes som servicehavn i forbindelse med opførelsen af
Horns Rev 3
Danmarks pt største havvindmøllepark, Horns Rev 3, er ved at være færdigbygget. Både i projekterings- og byggefasen har Hvide Sande Havn og Hvide Sande Service Group haft stor succes i serviceringen af de firmaer, der har været engageret i projektet.
Det har vist sig at havnen og byen har haft den perfekte infrastruktur og holdning til service, så op til 130 samtidige teknikere, administrative ansatte og CTV-besætningsmedlemmer fra flere forskellige internationale virksomheder, har følt sig rigtig godt tilpasse og været glade for at bo og arbejde i Hvide Sande.
Vi har derfor fået et unikt erfaringsgrundlag som servicehavn og i at facilitere vindoperatørerne og deres underleverandører. Vi er således helt parate til at indgå i nye samarbejdsformer og kontrakter, i forbindelse med opførelsen af Vesterhav Syd- og Nord, samt naturligvis den nye 800 MW Vindmøllefarm ”THOR”, hvor Hvide Sande Havn vil være nærmeste reelle servicehavn.
Fiskeri, turisme og transport
Naturligvis bliver havnens øvrige fokusområder ikke glemt. Der arbejdes konstant på udbygninger og forbedringer af havnens kajer og øvrige faciliteter, foruden der konstant oprenses i havneindløb og ved de forskellige kajer. Dette arbejde sker især for at sikre fiskeriets fortsatte udvikling og fastholde positionen som Danmarks 5. største fiskerihavn.
Det er et af vores primære mål, at havnen til stadighed fremstår som en levende og aktiv havn, idet dette er et meget væsentligt image, der tiltrækker utroligt mange turister, som levende følger med i aktiviteterne på havnen.
Turisterhvervet er i høj grad med til at sikre, at en relativ lille by som Hvide Sande har ganske mange tilbud på fritidsaktiviteter, restauranter og butikker samt naturligvis et stort udbud af ferielejligheder og andre indkvarterings-muligheder. Alt sammen vigtige og nødvendige faciliteter, som de mange ansatte i forbindelse med Horns Rev 3 projektet også har kunnet nyde godt af, mens de boede og arbejde ud fra Hvide Sande.
I forbindelse med havneudvidelsen 2011 – 2013 blev der skabt vanddybde og kaj-faciliteter, der sikrede mulighed for anløb af coastere. Siden da er mængden af gods over kaj vokset fra ubetydelig til ca. 170.000 tons årligt. Godstransportområdet er et yderst dynamisk forretningsområde, hvor der konstant kræves nye tiltag, udvidelser og forbedringer. Pt. går overvejelserne på opførelse af nye store lagerhaller, samt udvidelse af oplagringspladsen i forbindelse med vores nye Vesthavn.
For at forbedre logistikken til og fra byen og dermed sikre optimale betingelser for vore godstransport-kunder, arbejder Havnen og virksomhederne i området målrettet på etableringen af en 2+1 vej, der skal koble Hvide Sande til det europæiske motorvejsnet ved Herning.