I weekenden blev Hvide Sande Foodfestival – Smag Vesterhavet søsat og sikke en landgang!
Rammerne var skabt med en masse lokale udstillere, børnezone, sponsoreret af Vestjysk Bank og spise/hyggezone med musikalske indslag, udstillerne var klar og diskede op med lækkerier og gode tilbud.
Der var kælet for detaljerne i forhold til at bibeholde autenciteten i fiskerimiljøet, så rundt omkring i hallen kunne man finde ”loungemøbler” lavet af fiskekasser og der var kreeret opsamling af pantflasker i ruser på bambuspinde, som var sponsoreret af Frydendahl Daconet. Udenfor auktionshallen prydede et isbjerg indgangen med dannebrogsflag og flag, hvorpå der stod Hvide Sande Foodfestival og der var gratis vand til gæsterne fra Hvide Sande Havn. Klittens Skytteforening havde en hel hær af frivillige til at hjælpe med alt lige fra opsætning, billetsalg, servicering af udstillere og oprydning og HVAK var repræsenteret to gange, både ved at have en stand, hvorfra de solgte deres lækre sildeplatter, men også da de afsluttede festivalen med en flot opvisning.
Et tydeligt eksempel på hvordan en hel by bakker op om et arrangement.
Og gæsterne udeblev heller ikke, lørdagen var lidt ramt af skiftedag, men der var gæster fra nær og fjern. Der var folk fra Ringkøbing, Videbæk, Skjern, Holstebro og Ølgod, der havde taget turen til Hvide Sande samtidig med at der var et væld af turister, især søndag, da det væltede ind med mennesker kort efter åbningstid, for mange ønskede også at se fiskeauktionen, som for første gang blev afholdt indenfor under foodfestivalen.
De andre år, hvor der har været afholdt fødevarefestival af andre aktører har auktionen måttet foregå udenfor auktionshallen, men i år var der plads til fiskeauktionen og det var til fordel for både fiskeauktionen og Hvide Sande Foodfestival – auktionen meldte alt udsolgt og udstillerne fik sved på panden på deres stande. Det var lige præcis som arrangørerne havde håbet på: En summen af liv, glade voksne og børn, maddufte og travle udstillere.
Mange af foodfestivalens gæster valgte også at gå en tur ved stranden og i byen, nu når de var der alligevel. En af gæsterne udtalte, at det var utroligt så meget liv en by som Hvide Sande formåede at skabe og der var mange børnefamilier, der var glade for, at der var aktiviteter for børnene også.
Der er ingen tvivl om, at Hvide Sande Foodfestival, Holmsland Klit Turistforening, Hvide Sande Havn og Hvide Sande var tilfredse med søsætningen og nu er klar til udvikling af Hvide Sande Foodfestival – Smag Vesterhavet, baseret på dette års evaluering –
Hvide Sande Foodfestival – Smag Vesterhavet er kommet for at blive!