Den eftertragtede erhvervspris, Årets Iværksætter 2015, blev torsdag aften uddelt under Ringkøbing Fjord Erhvervsråds generalforsamling på Restaurant Stauning Havn.
Prisen som Årets Iværksætter 2015 gik til Vestfisk fra Hvide Sande med indehaverne Henrik S. Nielsen og Torben J. Høj, foran WOW-Park fra Løvstrupgaard og Billig-Arbejdstøj.dk fra Spjald.
Der var tale om et tæt løb mellem de tre kandidater, og iværksætterkonsulent Claus Dalgaard, fra Ringkøbing Fjord Erhvervsråd, havde da også rosende ord til alle kandidater, der hver især havde gjort en særlig indsats, med enten et ekstraordinært godt salg, udskilt sig med en unik forretningside eller har haft en voksende eksport. Initiativer der alle i følge Claus Dalgaard kun kan afstedkomme den dybeste respekt, for folk der som iværksættere har ambitioner om et arbejdsliv som selvstændige erhvervsdrivende.
Med den flotte titel fulgte en check på 15.000 kroner samt et håb fra Erhvervsrådet, at iværksætterprisen vil være med til at sætte endnu større fokus på dem, der gør en ekstra indsats inden for iværksætteriet.