Siden midten af april har hele Hvide Sande været præget af reparationsarbejdet over slusen, hvor kun et spor har været farbart, hvilket har givet anledning til alenlange køer både nord og syd for Hvide Sande.
Nu synger vejarbejdet på sidste vers – så det skal fejres – der har undervejs været spekulationer om vejarbejdet måske kunne blive færdigt til pinse, eller måske først ugen efter – men uanset hvad, kan man nu se en ende på det hele og det bliver fejret søndag den 28. maj kl. 12.30 på Sluse-Øen ved Cafe Gaflen – Med en stor genforeningsfest mellem beboerne fra både nord- og søndersiden.
Det er destinationsmanager, Lei Iben Raunow, fra Holmsland Klit Turistforening, der har taget initiativ til »festen«, for som hun siger: »Nu har medierne skrevet side op og side ned om, at man ikke skal tage til Hvide Sande pga. de lange køer. Køerne har været til stor frustration for mange, mig selv inklusive, men arbejdet med slusen har jo været nødvendigt, nu skal vi så bare glæde os over, at det snart er slut og det gør vi med en genforeningsfest.«
Bandet »Mr. Smoking« er blevet hyret ind til at spille på sluse-Øen og der er lovet et kanon show med »fede« vokaler fra deres side.
»Mr. Smoking« er en trio der spiller alle Smokie´s største hits gennem tiderne. Det er tre erfarne musikere med over 25 år på bagen med energi, spillelyst og sjove anekdoter, der giver en helt forrygende musikalsk oplevelse.
»Vi gør det her i pinsen – også selvom arbejdet ikke er helt er sluttet slut – for det er der hvor der generelt er mange mennesker og det er jo vigtigt at »festen« kommer så mange som muligt til gode«, afslutter Lei Iben Raunow.