Tag hele familien med på en bunker-tur i efterårsferien, alt mens efterårets omskiftelige vejr farver landskabet, står resterne fra en ikke så fjern fortid klar til at fortælle om Anden Verdenskrig, om besættelsen og om de unge og gamle soldater.
Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunker-tur ved Houvig-fæstningen nord for Søndervig med dansk guide i uge 42 og med tysk guide hver tirsdag i oktober.
Vinden blæser – som den næsten altid gør i Vestjylland. Både nu, og den gang under Anden Verdenskrig, den gang da Danmark var besat og den nazistiske besættelsesmagt byggede på deres Atlantvold.
Atlantvolden skulle strække sig fra den fransk-spanske grænse til Nordnorge, mens den skulle sørge for, at de Allierede ikke kom ind på Europas fastland. Atlantvolden var en magt-demonstration der skulle fortælle omverdenen hvor stærkt det Tredje Rige var. Meget symbolsk blev den aldrig bygget færdig.
Houvig-fæstningen ved Søndervig var en del af Atlantvolden, og når man går rundt blandt de mange bunkers, oplever man en landsby. En landsby der var klar til angreb! Det var også her Ringelnatter lå. Luftwaffe, det tyske flyvevåbens, topmoderne antiluftskyts-stilling der gennem krigen skød flere allierede fly ned.
Når Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunker-tur ved Houvig-fæstningen går vi gennem det område hvor fæstningen lå. Mange af bunkerne er stadig synlige, mens andre er mere eller mindre gemt i klitterne.
Historie og højt til himlen
Ringkøbing-Skjern Museums bunkerture er både for historienørderne der vil se bunkerne helt tæt på, for familierne der vil opleve lokalhistorie, for turisterne der vil blive klogere på området, for dem der husker krigen og for dem der synes det er fedt at klatre i klitterne og i de gamle bunkers. Ved Vesterhavet er der god plads til alle og højt til himlen
Fortsæt fortællingen på Ringkøbing Museum
På Ringkøbing Museum fortsætter historien om den nazistiske besættelse og Houvig-fæstningen. Udstillingen »Flyvere i natten« fortæller historien om de 19 allierede fly, Ringelnatter skød ned ved Ringkøbing Fjord under krigen. Og i udstillingen »Hvad bunkeren gemte« kan I opleve historien om den bunker der blev fundet i 2008. Bunkeren havde stået stort set uberørt siden den blev efterladt i 1945 – herefter var den sandet til. Interiøret var som da tyskerne forlod den. I dag er bunkeren rekonstrueret på Ringkøbing Museum og I kan gå ind i den og blandt andet se en film om den, dengang 17-årige, Gerhard Saalfeld, der var udstationeret i netop denne bunker.
Praktiske informationer
Der afholdes bunkerture på tysk i hele september og oktober på tirsdage kl. 10.00 – 11.30 13.00-14.30
Der afholdes bunkerture på dansk på torsdag den 21. oktober (uge 42) mellem kl. 10.00 og 11.30 samt 13.00 og 14.30 - Mødested: – Sortebærdalens P-plads ved Houvig Strand, ca. 4 km. nord for Søndervig - Pris: Voksne: 100 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne.
Billetter købes via museets hjemmeside: www.bunkertur.dk Bemærk der er begrænsede pladser!
Turen går gennem et kuperet terræn
Det er muligt at komme ind i nogle af bunkerne, så det kan være en god ide at medbringe en lommelygte. Husk også praktisk tøj og fodtøj, da der kan være blæsende langs kysten.