Natten er gået lidt roligere end først ventet. Den kraftige blæst, som var forudset med vindstød op til 35 m/sek i flere timer, har ikke udviklet sig så intenst som forventet.
Her i Hvide Sande kom højvandet lidt senere end først ventet, og toppede omkring kl 7 med 2,69 meter over daglig vande med vindstød omkring de 36 m/sekundet. Hvide Sande Havn brugte dagen i går på at forberede det kommende uvejr, og har advaret alle virksomheder på havnen som kunne tænkes at blive berørt af situationen.
De næste timer vil vandet trække sig tilbage, men stormen forsætter de næste mange timer, men falder dog lidt i stødende til stormstyrke, først i morgen aften forventes vinden at komme under stormstyrke i stødende.
Nattens vind og forhøjede vandstand er et resultat af det stormlavtryk, Floriane, der bevæger sig nordøst over Nordsøen mod Skagerrak og senere Sverige. Lavtrykket har givet kraftig blæst til Danmark, især langs den jyske vestkyst, hvor der stedvis er blevet målt op til hård eller stormende kuling fra sydvest med vindstød op til stærk storm eller orkanstyrke.
Vandstanden langs Vestkysten og i Vadehavet forventes at kulminere tirsdag morgen, med op til 250 til 350 cm i Vadehavet og 220 til 260 cm langs den centrale vestkyst. I den vestlige del af Limfjorden stiger vandstanden langsommere, og her ventes der mellem 120 og 140 cm over DVR90 fra tirsdag middag og indtil onsdag middag.
Der er også faldet en del nedbør i Jylland, og der fortsætter regn og byger, mens afsmeltningen af den sne, der faldt forleden, kan give problemer med lokale oversvømmelser.
På trods af de udfordrende forhold har forberedelserne været gode, og folk har formået at håndtere situationen effektivt. Vi følger vejrudviklingen nøje og opdaterer varslerne, hvis nødvendigt.










