For alle naturelskere og historieinteresserede, er et højskoleophold i »Autentiske Hvide Sande« absolut et ophold værd.
Man kommer helt ind under huden på det vestjyske samfund og helt tæt på. Både når det drejer sig om den skønne og vekslende natur, med det skiftende vejrlig, men også bag den til tider meget broget og underholdende historie i og omkring fiskerihavnen Hvide Sande. En rejse der med arrangørerenes hjælp, afdækkes med engagerede foredragsholdere, der alle brænder for det unikke og særegne vindblæste område. Kendetegnede ved det helt stride og hårdføre marehalm, de kridhvide sandstrande samt det brusende Vesterhav og den mere stille Ringkøbing Fjord. Bedre baggrund fås næsten ikke for et forrygende og informativt højskoleophold.
Hyggeligt fællesskab med snak og foredrag
Med Susanne og Elsebeth´s fantastiske program, som pigerne har arbejdet intenst på siden foråret 2016, har man her i foråret afholdt første ophold i »Autentiske Hvide Sande«. Med stor succes og lokal velvillighed fordybede deltagerne sig i den Vestjyske Havnebys DNA. Med traveture, frisk luft og historiefortælling afsluttende med gode vestjyske egnsretter på spisebordet og efterfølgende hyggestunder omkring kaffen, blev deltagerne godt underholdt.
I de perfekte rammer i det gamle Sømandshjem i Hvide Sande, fortalte søstærke og gæve vestjyder om livet i det lille fiskersamfund helt her ude mod vest. Holger Villadsen der indledte dagene med et billedforedrag om baggrunden for Hvide Sande, og hele historien om hvordan byen er blevet til det, den er i dag. Hvor ligeledes Mary Søgårds fortælling ved Lyngvig Fyr, om den styrke og det vestjyske sammenhold der lokalt etableres, når der viste sig et særligt behov. Som eksempel brugte hun dengang man ville slukke lyset i Lyngvig Fyr. Der blev hurtigt etableret en forening, og på den måde var der kræfter til at kæmpe. Samt havnedirektør Steen Davidsens formidling af sin store viden om udviklingen af havnen i Hvide Sande, på en meget levende og engageret måde, fangede især lytternes opmærksomhed.
Klitfoged Hanne Kvist Jensen berettede om klitternes historie, deres betydning, og om hvordan man vedligeholder klitbeplantningen og derved undgår sandflugt og fygning, på den sårbare men barske Vestkyst. Tidligere sognepræst Thomas Kristensen tog deltagerne med på tur til fjorden efter fortællingen omkring, hvor og hvordan man finder rav.
Indslaget »Meet the Locals« var et besøg af bosætningskoordinator for Ringkøbing – Skjern Kommune Dorthe Frydendahl. Dorthe fortalte på en yderst medlevende og nærværende vis, hvordan det er at bo og vokse op i Hvide Sande, rejse ud og for derefter at vende tilbage som voksen.
Lune egnsretter leveret af restaurant »Under Broen«
Der var meget stor ros til den lokale madleverandør »Under Broen«, som stod for højskoledeltagernes aftensmaden. En kulinarisk nydelse og en æstetisk oplevelse, der i dagene blev indtaget både i fælleslokalet på Sømandshjemmet, men også i den hyggelige lounge på Bryghuset.
Den hyggelige Sømandshjemmets café blev daglig besøgt. Her blev der drukket kaffe og fortalt mange sømandshistorier.
Indimellem fik vi også tid til at besøge Bryghuset, Hospice samt fjord fiskeriaktion som på hver deres måde var spændende oplevelser for højskoleholdet.
Tilbagemeldingerne har været overvældende fantastiske, og »Autentiske Hvide Sande«, er nu i fuld gang med at lave PR for det kommende højskoleophold, der løber at stablen 27. september til 1. oktober 2017.
Find programmet på vores hjemmeside her, hvor man også kan tilmelde sig næste ophold.
Kilde: Autentiske Hvide Sande