Ringkøbing : Spillestedet Generators planer om at udbygge og renovere indgangspartiet, foyeren og garderoben er nu rykket et stort skridt nærmere, efter at Kultur- & Fritidsudvalget har bevilget 500.000 kroner til projektet på deres seneste møde.
– Vi er utroligt glade for opbakningen fra kommunen. Bevillingen er altafgørende for, at vi kan realisere projektet ”Generator – Next level”. Fra Generator og Medspil kommer et lignende beløb, og tilbage er så ca. en halv million kroner, som vi er i positiv dialog om finansieringen af, fortæller daglig leder Anton Bjerg.
Han fortæller, at det samlede budget ligger i omegnen af 1.5 mio. kr. Han kan endnu ikke sige noget om, hvornår ombygningen og udvidelsen står færdig.
– Vi fortsætter vores positive dialog med ejeren RS Forsyning om udvidelsen, og når de sidste brikker er på plads, går vi i gang, fortæller Anton Bjerg.
Generator kan i øvrigt glæde sig over, at billetsalget til forårets koncerter går over stok og sten, med flere udsolgte koncerter til følge.
– Det samme gælder de koncerter i efteråret, som vi allerede har startet billetsalget til, siger Anton Bjerg, der glæder sig, udvidelsen der åbner nye muligheder op for Generator, og giver en langt bedre publikumsoplevelse i fremtiden.






