Det har været et forfærdeligt år for oplevelsesindustrien, og mange arrangører har problemer med at sælge billetter til efterårets arrangementer. Sådan er det ikke i Ringkøbing, hvor netværksspillestedet Generator ser ud til at klare skærene i en tid, hvor de sorte skyer trækker sammen over kulturlivet.
»Vi er ydmyge og stolte over den opbakning, vi oplever blandt vores gæster. Efter tre års uafbrudt krise, først med Corona og efterfølgende den økonomiske krise, bløder rigtigt mange af vores kollegaer rundt omkring i landet. Det gør vi ikke. Vi har haft en stigning i antallet af gæster til vores arrangementer de sidste mange år, og således også i kriseårene,« påpeger spillestedsleder Anton Bjerg.
Bredt program og styr på omkostningerne
Han mener selv, at nogle af årsagerne til succesen er, at spillestedet har et bredt program, der tiltrækker hele det omkringliggende samfund.
»Det er klart, at hvis vi kun applerede til et smalt publikum til f.eks. avantgarde jazz, ville vi stå i en anden situation, set i forhold til befolkningstallet i vores område. Generators organisation bliver løbende tilført yngre kræfter, og det betyder sikring af et ungt islæt i programmet og et tæt samarbejde med ungerådet og med uddannelsesstederne omkring de navne, vi booker til den målgruppe,« understreger Anton Bjerg.
Han lægger stor vægt på, at Generator har en stærk økonomi.
»Der er jeg nok lidt gammeldags. Men det gør også, at vi har råd til at tage nogle chancer året igennem uden, at vi risikerer hele butikken. Så det vi tjener på gyngerne medfører, at vi har råd til at tabe på karrusellerne til f.eks. et ungt og ukendt talent, som jo skal fylde vores sal de næste mange år, når de bliver kendte,« siger Anton Bjerg.
Han peger på, at uden Generators lokale sponsorer, musikvennerne i Medspil samt det årlige tilskud fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Kulturstyrelsen, ville spillestedet på ingen måde kunne præsentere de op imod 80-90 forskellige arrangementer, der hvert år gennemføres på Generator samt på andre venues i lokalområdet.
Tilfreds formand
Formanden for Generator, Bent Mølgaard, er tidligere direktør og leder i store kulturhuse som Kulturcenter Limfjord i Skive og MCH i Herning. Han er ikke i tvivl om, at Generator kan noget unikt i lokalområdet, og at det er med til at trække publikum til.
»Efterårets program har omfattet nye og spændende navne som EmmaDop, Ginne Marker, Zar Paulo, AySay, Greta og Århus V’s Shooter Gang X Baloosh på ryggen af udsolgte koncerter med Sko/Torp, Rikke Thomsen, Tørfisk, Thy´s Hausgaard i form af Martin Kanstrup, Sebastian, The Beatles Revival og meget andet. Generator favner som netværksspillested alle musikgenrer og giver plads til unge talenter – også lokalt, side om side med etablerede lokale, regionale og nationale artister,« forklarer Bent Mølgaard.
Han ser en lys fremtid for Generator.
»Vi mangler kun at sælge meget få billetter for at nå budgettet. Så der er ro på og det er også derfor, at musikudvalget er i fuld gang med at lægge programmet for foråret, og det jeg allerede har set tegner lovende, og det kunstneriske niveau er fortsat stigende, og det glæder os i bestyrelsen, at frivillige og den daglige ledelse sammen formår at fastholde den kurs,« siger Bent Mølgaard.
Lokale artister udgiver nye albums
Han glæder sig over, at Generator fejrer ikke færre end to lokale kunstneres udgivelser de kommende uger.
»Vi lægger scene til Tina Wiberg fra Sanglærken, der præsenterer sit nye album med en lille koncert. Hun er en etableret artist i lokalområdet på samme måde som Karl Kristian fra Hvide Sande. Han har også valgt at præsentere sit nye album og giver smagsprøver ved en minikoncert på Generator. De to arrangementer er vi selvfølgeligt superglade for at lægge lokaler til,« siger Bent Mølgaard.
Generator har ti koncerter tilbage på årets program og flere af dem er allerede udsolgt.
Det gælder for Sko/Torp, Rikke Thomsen Band og Tørfisk. Til verdensstjernerne fra Dreamers Circus feat. Novo Quartet, AySay, hårdrockerne fra Bersærk, Ann-Mette Elten (julekoncert) og Zar Paulo er der stadig billetter.





