Der bliver fyldt med glade sangere fra hele landet, når Hvide Sande Gospelfestival fredag åbner dørene for 90 glade sangere til weekendens workshop.
”Vi er rigtig glade for, at så mange har tilmeldt sig, og vi glæder os til en weekend fuld af sang og livsglæde, og vi håber, at mange vil komme og lytte til en fantastisk koncert søndag” siger Jens Nicolai Vejlgaard, der er medlem af arrangørgruppen.
Festivalen slutter søndag kl. 13 med en stor, gratis koncert i Klittens Menighedshus, hvor gospelsangeren Solomo Facey fra London er solist. Her kan man også opleve det store festivalkor og festivalbandet under ledelse af Claes Wegener.
Hvide Sande Gospelfestival 2016 arrangeres af en arbejdsgruppe, der består af Jens Nicolai Vejlgaard, Ann-Malene Vejlgaard, Louise Enevoldsen, Jette Muff, Sonja Hoff og Helle Dalsgaard Pedersen.


