I den kraftige blæst, der løb over kajen mandag formiddag på Hvide Sande Shipyard, havde en hjemmevandt Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, allerede taget bestik af vindretningen, da han smed den traditionelle spand saltvand afsted mod værftets nybygning OV Bøkfjord.
»Vir prudens non contra ventum nemgit«, som fra latin kan oversættes med »klog mand tisser heller ikke mod vinden«, havde vores egen Fødevareminister Esben Lunde Larsen, også valgt at sende kaskaden af saltvand med vinden, så det kun var skibet der blev døbt. Helt efter reglerne for hvorledes en rigtig »Vikingdåb« skal foretages.
Skibet OV Bøkfjord havde da også fortjent den særlige opmærksomhed og venlige ord, som ministeren i dåbstalen sendte med skibet ud på verdens have. Den norske kontrakt med »Kystverket«, er også Hvide Sande Shipyards hidtil største og lyder på et trecifret millionbeløb.
Det er det norske »Kystverket« der har bestilt nybygningen og det er meningen at hybridfartøjet skal operere i Nord-Norge, i områderne omkring Troms og Finmarken. Her skal OK Bøkfjord, som nybygningen kommer til at hedde efter den officielle dåb i Norge senere i år, servicere sø-afmærkninger og bøjer samt fyr og assistere med olieopsamling i tilfælde af olieudslip og forurening.
Økonomisk i brug
Skibet har et hybrid fremdrivnings-anlæg med tre generatorer, som hver laver strøm. Derudover har de en batteripakke på 850 kW, som er fuldt integreret med skibets systemer. Dermed kan batterierne hjælpe de andre generatorer i spidsbelastninger, hvormed man undgår at starte en ekstra motor op. Med denne løsning, er der store besparelser at hente, alene på brændstofforbruget, som samlet reduceres med næsten 25 procent og som samtidig også kræver langt mindre vedligeholdelse.
I disse dage bliver »OK Bøkfjord« testet og efterprøvet af de norske myndigheder, afprøvninger der kun blev afbrudt mandag formiddag under »Vikingdåben«, og kun så længe udvalgte gæster fik en rundvisning på det nye moderne hybridfartøj.
Fartøjet forventes efter endt test, at sætte kursen mod Norge, hvor de norske myndigheder vil afholde den officielle dåb senere .
Kilde: Hvide Sande Shipyard






