Det er sværere og sværere at trænge igennem kommunikationsmuren. Men det er lykkedes med en landsdækkende tv-kampagne på det tyske marked, hvor ni millioner tyskere har fået øjnene op for blandt andet Ringkøbing-Skjern. 1,6 millioner vil sandsynligvis rejse til Danmark.
Tyskerne står for seks ud af 10 udenlandske turistovernatninger i Danmark. Det gør Tyskland til det suverænt vigtigste marked for Danmark. Alligevel er der kun få tyskere, der overvejer at holde ferie i Danmark – og det på trods af, at tyskerne ofte holder ferie ved deres egne nordvendte kyster.
Derfor er Ringkøbing Fjord Turisme gået sammen med VisitDenmark og en række andre turismepartnere om en ambitiøs tv-satsning, der skal få flere tyskere til at blive interesserede i at holde ferie i et feriehus langs de danske kyster.
Og tv-reklamerne virker. En måling foretaget af Kantar Gallup viser, at cirka ni millioner tyskere har fået øjnene op for Danmark på baggrund af reklamerne. Lidt over halvdelen af dem har ikke været i Danmark i en årrække – eller har aldrig været i Danmark før. Dermed når budskabet om Danmark mange flere nye potentielle turister end nogensinde før.
Målingen viser også, at 1,6 millioner tyskere sandsynligvis vil booke en rejse til Danmark på baggrund af reklamerne.
”Vi er meget tilfredse med resultaterne af tv-reklamerne. Vi har et rigtig godt produkt, som vi gerne vil have, at mange flere tyske turister får øjnene op for. Med tv-reklamerne når vi ud til langt flere og nye turister, som vi ikke kunne nå ved egen indsats,” siger Sebastian Schaper, der er direktør i Ringkøbing Fjord Turisme. Han forventer, at der kommer flere tyske turister til Ringkøbing-Skjern til sommer.
VisitDenmarks markedschef i Tyskland Mads Schreiner er også glad for, at tyskerne har taget godt imod budskabet om at holde ferie i Danmark: ”Det er svært at slå igennem på det tyske marked, hvor der årligt bliver brugt omkring 200 milliarder kroner på reklamer. Men resultaterne af tv-reklamerne viser, at når vi går sammen om en fælles indsats, kan vi trænge igennem markedet med et stærkt budskab, der rent faktisk giver flere tyskere lyst til at holde ferie ved de danske kyster,” siger han.
TV-reklamer virker
Tv er et godt medie, hvis man vil opnå stor gennemslagskraft. Ifølge direktør Sverre Riis Christensen i Kantar Gallup kan tv-reklamer nemlig noget, som ingen andre medier kan, nemlig nå ud til mange forbrugere på kort tid:
”Tv-reklamerne formidler en enkel og ligetil historie om, hvad man kan opleve på en ferie ved de danske kyster. Og de virker. De tyske forbrugere bliver ramt af budskabet både personligt og følelsesmæssigt, og resultaterne af kampagnen er bedre end lignende internationale kampagner, vi har målt på,” siger han.
Tv-satsningen har været mulig at realisere, fordi regeringen har bevilliget ekstra midler, nemlig to gange 10 millioner kroner til markedsføring af dansk kystferie i 2016 og 2017. Størstedelen af pengene bruges på markedsføring i Tyskland, herunder tv-reklamer. Pengene er blevet gearet med store investeringer fra partnerne.
FAKTA: Effekten af kampagnen
Kantar Gallup har for VisitDenmark gennemført en online spørgeundersøgelse blandt 1.200 tyskere i alderen 18-64 for at undersøge, hvordan tyskerne har reageret på de to spots for Die Dänische Nordsee og Die Dänische Ostsee.
Resultaterne for spottet om Die Dänische Nordsee:
• 69 pct. elsker eller kan lide reklamefilmen for Nordsee
• 64 pct. har forstået hovedbudskabet
• 88 pct. synes filmen har en god historie med tydelige budskaber
• 31 pct. siger de ville booke en rejse til Danmark på baggrund af filmen
FAKTA: Historisk stor satsning på tv-reklamer i Tyskland
• Tv-satsningen består af to spots, der fremhæver de danske kyster, naturen og feriehusferie ved Die Dänische Ostsee og Die Dänische Nordsee.
• Reklamerne er målrettet tyske børnefamilier og distribueret i hele Tyskland, målrettet udvalgte segmenter. Tv-spottet er vist på Hamburg1, RTL West, RTL Nord, SAT1, Kabel1, VOX og SuperRTL.
• Reklamerne er eksekveret i januar og februar, da det er her flest tyskere træffer rejsebeslutning.
• Partnerne bag er Ringkøbing Fjord Turisme, Destination Sønderjylland, Destination Sydvestjylland, Dansk Kyst- og Naturturisme, Novasol, Scandlines og VisitDenmark.
• Budgettet for den store tv-satsning er 10,65 millioner kroner – en fordobling af budgettet fra 2016.
• Se reklamerne her:
• Nordsee:
• https://www.facebook.com/daenemark/videos/1272497809463342/
• https://www.youtube.com/watch?v=U0o9r-R1YQM
FAKTA: Det tyske marked
Tyskland er dansk turismes største marked og står for omkring 60 pct. af alle kommercielle overnatninger i Danmark. Den tyske privatøkonomi er blandt Europas bedste, og tyskerne har nem adgang til Danmark – både via bil, færger fra Puttgarden, Rostock og Sassnitz, med tog direkte til Jylland og København samt med fly, hvor der dagligt er flere end 50 flyvinger til danske lufthavne.
Læs mere her: visitdenmark