Det var ellers en glad og tilfreds borgmester for Ringkøbing-Skjern Kommune Iver Enevoldsen, der i 2015 kunne underskrive det som dengang blev kaldt en historisk fiberbredbåndsaftale.
Fiberbåndaftalen, der blev indgået med Energi Midt (nuværende Eniig) havde en værdi af 70 mio. kroner, indebar at der skulle udrulles fiber til næsten 32.000 adresser i kommunen, indenfor de næste fem år.
Byrådsflertal trækker sig fra fiberbåndaftalen
På et lukket Byrådsmåde tirsdag den 17. januar, besluttede de lokale byrådspolitikere at trække sig fra aftalen. En aftale som kun fik halvanden år at leve i. Borgmester Iver Enevoldsen (V) valgte igår at udsende en pressemeddelse med følgende forklaring:
»Det er nødvendigt at sikre alle borgere og virksomheder højhastighedsinternet. Vi har samtidig vidst, at vi med vores udbud skulle holde tungen lige i munden, da juraen på dette område kan være svær at navigere i. Derfor allierede vi os også fra begyndelsen med de bedste rådgivere på markedet. Alligevel er vi nu der, hvor vi er nødt til at ophæve kontrakten. Det ærgrer os selvfølgelig utrolig meget,« slutter Borgmesteren sin forklaring.
Advokatfirmaet Bech-Bruun og EU-Kommissionen har begge påpeget fejl i processen omkring udbuddet, hvilket har medført at Ringkøbing-Skjern Kommune nu har valgt at opsige kontrakten før tid. Det er som Iver Enevoldsen videre påpeger ikke selskaberne Eniig eller RAH Fiberbredbånd der har fejlet, men derimod en beklagelig fejl i udbudsprocessen.
Det oplyses endvidere fra Kommunens side, at samarbejdet mellem Eniig og RAH Fiberbredbånd har sikret 5.000 husstande i Kommunen den lynhurtige bredbåndsforbindelse og forventningerne er fortsat at dette tal øges til 11.000, trods selskabet ikke længere har kontrakt på opgaven.
Udrulning fortsætter
»Det er vigtigt at slå fast, at med den aftale, vi nu bringer til ophør, er vi allerede nået langt med at bringe højhastighedsinternet ud til alle i kommunen. Der er dog ikke tvivl om, at den nye afdækning kommer til at vise, at der stadig er områder i kommunen, som markedet ikke kommer til at dække med højhastighedsinternet af sig selv. Når vi ser resultatet af markedsafdækningen, afgør vi, hvordan vi får resten med,« slutter Iver Enevoldsen sin kommentar i Pressemeddelelsen.
Kort om bredbåndssagen
August 2014: Et enigt byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune indgår et budgetforlig, hvor der bliver sat 70 millioner kroner af til at sikre kommunens erhvervsliv, husstande og sommerhuse adgang til højhastighedsinternet.
November 2015: Ringkøbing-Skjern Kommune og Eniig (det daværende Energi Midt) indgår en aftale, der skal sikre mere end 32.000 adresser adgang til fiberbredbånd. Eniig vinder aftalen med et bud på 69,8 mio. kroner.
Januar 2016: RAH Fiberbredbånd begynder på vegne af Eniig at udrulle fiberbredbånd i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Interesseorganisationen Teleindustrien og virksomheden Air-Net klager i februar og april 2016 til EU-Kommissionen over aftalen. Air-Net klager herudover også til Statsforvaltningen.
Januar 2017: Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune beslutter på baggrund af advokatfirmaet Bech-Bruuns gennemgang af udbuddet og dialog med EU-Kommissionen at bringe aftalen med Eniig til ophør.
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune.