Hjem » Nyheder » Et forår i Hvide Sande og Søndervig med mange aktiviteter

Et forår i Hvide Sande og Søndervig med mange aktiviteter

Det omtaler HKT (Holmsland Klit Turistforening) i det netop udsendte månedsbrev. Her summerer man op de forskellige aktiviteter og arrangementer der har været afholdt i april og maj måned i Hvide Sande og Søndervig.

Årets sildefestival, Danmarks største og samtidig også det uofficielle Verdensmesterskab i sildefiskeri, blev afholdt sidste weekend i april. Der var sild, rigtig mange sild og endnu flere mennesker, der nød det gode vejr og skabte den helt rigtig sildefestival-stemning.

Arrangementet gav HVAK (Hvide Sande Aktivitetsklub) et pænt og komfortabelt overskud ud af Sildefestivalen, hvor der undervejs blev meldt udsolgt af fiskefiletter, alle tre dage. Deltagerantallet til dette års sildekonkurrencer var rekordhøjt og humøret ligeså hos de mange frivillige deltagere, der dystede så sveden sprang.

Lidt usædvanligt, oplevede man for første gang, at der måtte sættes loft på antallet af deltagere til Mr. Sild. Tilmeldingen var stor og flere kom langvejs fra. Som en ung fyr, der udelukkende var rejst helt fra Aarhus til Hvide Sande, alene for at deltage i Mr. Sild konkurrencen. Undervejs i arrangementet, sluttede »el-bil Fjorden-Rundt« arrangementet sig til Sildefestivalen. Med Borgmesteren i spidsen indtog de spiseteltet ved kajen, hvor deltagerne nød frokosten og konkurrencen på nærmeste hold.

Maj måned sprudlede af aktiviteter med et helt utroligt og uventet godt vejr. Med en fuld forårssol, stående knivskarpt på en klar blå vestkysthimmel, lagde man ud med Tørrede Dabsedag på Kr. Himmelfartsdag. Der var nærmest fuldt hus længe inden selve arrangementet startede og interessen holdt sig til det var overstået klokken 14. Som et trylleslag skiftede vejret til regn, der stod ned i stænger, til stor »glæde« for de mange frivillige der skulle rydde op bagefter.

Med Pinsen kom Mini-dragefestivalen på Sydstranden i Hvide Sande. Formiddagen var desværre præget af lidt havgus og stille vejr. Først da solen brød igennem gussen, kunne man rigtigt nyde synet af de flotte og farverige drager, der foldede sig ud i festlige former. Der var drager fra Kina, og drager der kunstfærdigt var udformet som spejlæg og vellignende dykkere, sjove hunde og til endnu større begejstring for børnene, var der karameludkast fra Dragefærgen. Der er ingen tvivl om, at mini-dragefestivalen sagtens kan bære en udbygning til næste år. Det var et tilløbsstykke for mange turister og en hel del lokale slog også vejen forbi, for at opleve og se de utroligt flotte og farvestrålende skue på himlen. Foreningen HVAK havde også en lille succes med deres madbod på stranden. Det festlige indslag med dragerne kommer igen senere på året, men denne gang til Søndervig, hvor luften bliver fyldt med flavrende og blafrende drager lørdag den 25. august.

Pinsedag åbnede Søndervig sæsonen for Sandpladsen, hvor Ringkøbing Garden for fuld musik marcherede igennem byen, med start fra Beach Bowl til Sandpladsen. Det endte med live musik på Sandpladsen, hvor et lokalt liveband fra Ringkøbing, »Brazen Head« afslutningsvis spillede rytmisk og irsk-inspireret musik.

Søndag den 27. maj var tiden kommet til Åben Havn, hvor der som altid var hektisk aktivitet på havnen og i butikkerne. Der var åben fiskeauktion for alle, fiskekøkken med alt det vidunderlige og velsmagende fra havet, åbent skib arrangement hvor man kunne komme helt tæt på et fiskefartøj og deres hverdag samt muligheden for at slå et smut forbi det ikoniske Blåtårn og det blå Danmarks liveline nummer et, Redningsstationen, hvor der til sidst blev demonstreret redningsøvelse »in action«. Endnu en fantastisk og god spændende dag med mange besøgende, både turister og lokale.

 

Kommentar

kommentarer

Læs også

Når fysikken gør ondt, skal psyken også masseres

Vi kender det alle sammen, en hverdag der løber hurtigere end vi selv kan følge …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *