Det er et vemodigt farvel til værtsparret Anette Berlau og Ole Christensen, der nu afhænder Kommandobroen med sidste åbne restaurantdag den 10. maj.
Med konceptet om god, ærlig og autentisk mad, direkte på havnekajen i Hvide Sande, med den vidunderlige panoramaudsigt, der smukt akkomponerer serveringen og den flotte anretning, har det været en fornøjelse at starte »KommandoBroen« op og samtidig en helt fantastisk og vidunderlig rejse for både mig selv og Ole, fortæller Anette Berlau til HvideSande.nu.
»En oplevelse vi ikke ville have været foruden,« fortsætter Anette, som samtidig udtrykker taknemlighed over den imødekommenhed og velvilje fra både gæster og de ansatte, de begge har mødt, både under og efter opstarten af den vestjyske restaurant, »det varmer helt ind i hjertet.«
Men lange vagter og et til tider slidsomt arbejde med mange timer i restauranten, har været dét der har fået parret til at overveje en anden levevej. En beslutning blev taget og her kun knapt en måned efter, har den populære restaurant allerede fundet en ny vært.
Det er, selv efter Hvide Sande forhold, hurtigt og både Anette og Ole har da heller ikke for nuværende fundet noget andet, hvilket dog ikke bekymre Anette, »nu tager vi et par velfortjente feriedage og så skal der nok dukke noget op som vi kan kaste os over,« slutter en stadig energisk Anette Berlau.