Dansk Svømmeunion søsatte projektet ”Alle skal lære at svømme” for godt tre uger siden. Et projektet som først og fremmest handler om at øge svømmedueligheden blandt børn.
Formålet tiltalte også Fjordskolen i Hvide Sande, der efter en accept fra forældregruppen, tilmeldte sig og i de forgangne uger, har haft over to tredjedele af skolens anden klasser tilmeldt projektet.
Viceinspektør Per Mogensen fra Fjordskolen, taler varmt og begejstret om projektet, der udover 25 elever også har haft deltagelse af fire lærekollegaer, Karina Simonsen og Hanne Thordahl samt Jesper Degn og Jens Erik Muff. Lærere der som børnene er gået til opgaven med krum hals. Tidligt op og uanset vejret (der heldigvis har vist sig fra sin pæne side i perioden), hopper omklædte i Fjordens krabbe bølger allerede før andre elever møder ind.
Mange skoler landet over har i de sidste par uger deltaget i projektet fra Dansk Svømmeunion, Trygfonden og Danmarks Idrætsforbund side. Her har man fra unionen fået udleveret våddragter og badehætter, og på første dagen stillede nogle medarbejdere fra projektet op, overfor hvem man aflagde en mindre prøve på 15 minutters varighed pr. elev. Hele ideén med dette tre ugers projektforløb, startede allerede sidste år og fortsætter til og med 2017. I den periode måles det blandt andet om hvilket klassetrin det bedst kan svare sig at begynde svømmeundervisningen for og om undervisningen i »åbent vand« er bedre end den traditionelle tur i svømmehallen.
I Hvide Sande fortæller Per Mogensen videre, at man allerede nu inden resultatet af den sidste test er kendt, kan se at elevernes fortrolighed med vandet er steget mærkbart. Fra de første spæde forsøg med fødder forsigtigt dyppet i vandet, til alle allerede på tredje dagen, kunne dykke under vand uden problemer og til nu hvor alle glade boltre sig og tumler rundt i vandet.
Viceinspektøren påpeger i den forbindelse, at sikkerheden for eleverne er kommet først. Der er bøjer og snorafspærring hvor eleverne inden for dette boltre sig og alle fire lærere er i vandet, når eleverne er i, ligesom alle kendte sikkerhedsregler er blevet fulgt til punkt og prikke.
Men når man først har hørt en elev komme glædesstålende hen og stolt fortæller om sine første svømmetag og det at have hovedet under vand, er man ikke i tvivl om, at en tidlig svømmeundervisning med denne hyppighed og intensitet, kun er gavnligt for de mindstes evne til at lære at svømme, slutter en tilfreds viceinspektør.
Noget der tyder godt for den kommende generation, der nu i de næste par uger kan følge WATERZ på nærmeste hold, når vandentusiasterne begynder med deres vandsport fra idag.
Danmark er et land, hvor der aldrig er langt til kysten, men det afspejles ikke i danskernes svømmefærdigheder. En ny YouGov-undersøgelse viser, at mere end hver tredje voksen (18–74 år) ikke er i stand til at svømme 200 meter uden hjælpemidler, hvilket er den nordiske definition på svømmeduelighed. For børn i alderen 7–14 år er kun halvdelen svømmeduelige. En del af problemet er, at få børn lærer at svømme i forbindelse med folkeskolens svømmeundervisning, og i det hele taget lærer mange børn først at svømme sent. Med projektet ”Alle skal lære at svømme” vil Dansk Svømmeunion, TrygFonden og Danmarks Idrætsforbund undersøge, hvordan man bedst lærer børn at svømme, således at alle i en årgang fremover ikke alene kan svømme lidt, men er decideret svømmeduelige.