Den store tværkommunale fødevarefestival Madmødet bliver afholdt for første gang i dagene 27. til den 30. maj 2021. Der vil blive sat spotlight på alle de fantastiske lokale fødevarer som produceres og bearbejdes i de 7 kommuner, der udgør Business Region MidtVest.
Til forskel fra de andre danske fødevarefestivaller, så afholdes Madmødet’s mange events rundt hos de lokale fødevareproducenter, restauranter, kulturinstitutioner, uddannelsessteder, gårdbutikker, fiskefartøjer, havne, bryggerier, gårde og andre steder med rod i fødevareoplevelser- og produktion.
Det betyder, at Madmødet strækker sig fra Fur i nord til Tarm i syd, og fra Søndervig i vest til Klovborg i Øst, et samlet areal på næsten 6.000 km2. Derfor kalder arrangørerne det for Danmarks største fødevarefestival.
»Vi har valgt at gennemføre Madmødet 2021, og har arbejdet ud fra præmissen om, at vi skal kunne nedskalere de enkelte events i forhold til Corona-restriktionerne. Det er vi lykkedes med, og lige nu ser vi endnu mere positivt på tingene efter Genåbningsplanen. Fordelene for os er, at de mange events er lagt ude hos landmændene, fiskerne, virksomhederne og producenterne selv, og på den måde kan de håndtere deres gæster og på tryg vis præsentere dem for de fantastiske fødevarer, der produceres her i vores område,« siger Susanne Nors, Leder af Business Region MidtVest.
Vil skabe arbejdspladser og stolthed
Målet med Madmødet er først og fremmest at skabe værdi for områdets fødevarevirksomheder, og dermed øge antallet af arbejdspladser i de syv kommuner, der udgør Business Region MidtVest. Men Madmødet er også et udstillingsvindue og en mulighed for borgerne til at se, hvad området kan præstere inden for fødevareerhvervet, og der er bestemt en masse at være stolt af.
Resultaterne fra de mange spændende virksomheder og projekter vil vi vise deltagerne til Madmødet, så borgerne får en fornemmelse af, at vi kan være stolte af Midt- og Vestjylland som hele Danmarks spisekammer.
Fremtidens levebrød skal debatteres
Alle Madmødet’s events kan ses på Madmødet.dk, det er bl.a. ’Mad-caminoen’, og ’Walk, Talk and Eat med en politiker’, hvor man kan vandre langs Vestkysten og smage på lokale fødevarer, mens man debatterer fødevarepolitik med lokale politikere. Samt ’Spis ved Bondens bord’, ’Til bords …. og så åbner en række fødevareproducenter dørene for smagninger af deres produkter, og fortællinger om, hvordan de producerer stedbundne kvalitets fødevarer.
Madmødet vil også invitere til konferencer og debatter, under overskrifter som:
- Hvordan brander vi fremtidens lokale fødevarer? Hvor skal fremtidens proteiner komme fra?
- Robotter og droner lander i landbruget – hvad betyder det?
- Hvordan producerer vi fødevarer i samspil med klimaet?
»Vi vil bruge dagene på at samle politikere, meningsdannere og beslutningstagere og få dem til at kigge ind i den fremtidige fødevareproduktion her i vores område. F.eks. vil vi gerne kickstarte dialogen om, hvilke nye fødevareuddannelser vi gerne vil have her til området i fremtiden, set i lyset af at Regeringen har varslet, at en række uddannelser skal flyttes ud fra de store byer,« påpeger Susanne Nors.

Fakta:
Madmødet 2021 afholdes torsdag den 27. til og med søndag den 30. maj 2021 i syv Midt- og Vestjyske kommuner.
- Business Region MidtVest er et samarbejde mellem de syv kommuner Skive, Holstebro, Struer, Lemvig, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande. Visionen er, at kommunerne gennem fælles handlinger og aktiviteter vil opnå større gennemslagskraft i arbejdet for vækst, beskæftigelse og bosætning
- Business Region MidtVest er arrangør af Madmødet i tæt samarbejde med en lang række lokale fødevarevirksomheder og -producenter, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, storkøkkener og restauranter
- Madmødet 2021 vil sætte fokus på Midt- og Vestjylland som hele Danmarks spisekammer
- Madmødet 2021 vil foregå på en række forskellige lokationer i de syv kommuner. Både i byerne, på landet, i stalden, på marken, i naturen, på havnene og skibene
- Madmødet er også signatureventet for Europæisk Gastronomiregion i 2020-2021.
Madmødet 2021 afholdes 27. – 30. maj 2021 i syv Midt- og Vestjyske kommuner








