Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at styrke affaldstilsynet, mere genanvendelse af tekstiler og kontrol med stigninger i affaldsgebyret.
Den grønne omstilling af affaldssektoren er godt i gang, skriver miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Herhjemme er vi allerede godt i gang med at sortere vores affald til gavn for klima og miljø. Når borgerne gør en grøn forskel ved skraldespanden, skal de kunne stole på, at det affald, de sorterer, ikke bliver blandet sammen, går op i røg eller ender på en losseplads ude i verden.
Derfor styrker regeringen og et bredt flertal i Folketinget nu affaldstilsynet og kontrollen med eksport og import af affald. Samtidig er der sat en ambitiøs frist for kommunernes husstandsnære og særskilte indsamling af tekstilaffald, så alle borgere kan sende iturevne t-shirts og tekstiler til genanvendelse i stedet for forbrænding. Og der indføres en mere robust regulering af affaldsgebyret, så borgernes udgifter til affaldshåndtering holdes nede.
Sådan lyder hovedpunkterne i en ny aftale mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Aftalen er en opfølgning på Aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 2020, som vil føre til en reduktion på cirka 0,7 millioner ton af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030. Der er desuden enighed om, at kommunernes levering af affaldsydelser skal selskabsgøres, for at imødegå den opståede konkurrenceforvridning, som følger af Landsskatterettens afgørelse fra oktober 2020.
Lige nu forbruger vi langt mere, end vores klode kan holde til. Det er absolut nødvendigt, at vi reducerer vores affaldsmængder og genanvender mere. Med den her aftale er vi i dag et skridt tættere på en klimaneutral affaldssektor. Hvor borgerne kan stole på, at når de sorterer affald, så bliver det rent faktisk genanvendt. Og hvor vi alle gør en grøn forskel ved skraldespanden og passer bedre på planetens naturressourcer, skriver Miljøministeriet videre i pressemeddelelsen.
I 2020 blev et bredt flertal enige om, at Danmarks affaldssektor skal være klimaneutral og Danmark skal have bragt co2-udledningerne fra affald drastisk ned.
Om aftalerne
- Styrket affaldstilsyn og strømlinet praksis
Virksomheder i Danmark har pligt til at sortere deres affald og sikre, at udsorteret genanvendeligt affald ikke går op i røg. Med aftalen bliver frekvensen for kontroller øget. Det gælder også for import og eksport af affald. Indsatsen målrettes de virksomheder, hvor der er størst risiko for, at reglerne ikke bliver overholdt, og hvor miljørisikoen ved regelbrud er størst. Regningen for det øgede antal kontroller skal ikke længere placeres hos borgerne, men hos de virksomheder der får et tilsyn. - Fastsættelse af frist for hustandsnær indsamling af tekstilaffald
I løbet af det kommende år får alle borgere mulighed for nemt at sortere tøj- og tekstilaffald. Aftalepartierne er blevet enige om, at kommunerne skal udrulle husstandsnær indsamling af tekstilaffald inden den 1. juli 2023. Det skal bidrage til, at tøj- og tekstilaffald fremover i så høj grad som muligt genanvendes og bruges som materialer i nye produkter i stedet for at blive brændt. - Robust regulering af affaldsgebyret
Affaldshåndtering skal være miljø- og klimavenlig, men skal samtidig effektiviseres af hensyn til omkostningerne for den enkelte borger. Den øgede og strømlinede affaldshåndtering vil give prisstigninger i borgernes affaldsgebyrer. Den stigning vil nu blive modsvaret af tiltag til omkostningsreduktioner.
Der er forskel på, hvor meget borgere betaler for at få hentet og håndteret deres affald, alt afhængig af, hvor de bor. Og det kan være svært at gennemskue, hvad de betaler for. Med den nye aftale vil aftalepartierne gøre de kommunale affaldsgebyrer mere gennemsigtige, bl.a. ved at sammenligne og offentliggøre affaldsgebyrer i kommunerne. Desuden udvikles en central udbudsvejledning og udbudsskabeloner på baggrund af bedste praksis for at understøtte mere effektive kommunale affaldsudbud. Samtidig indføres et prisloft over de kommunale affaldsgebyrer. - Selskabs-opgørelse af kommunernes levering af affaldsydelse Der er enighed om, at kommunernes levering af affaldsydelser selskabsgøres. På denne måde imødegås den opståede konkurrenceforvridning, som følger af Landsskatterettens afgørelse fra oktober 2020, idet selskabsgørelsen skal sikre at leveringen af affaldsydelser til husholdninger igen bliver momspligtig.