Konsekvenserne af klimaforandringerne er store. Regeringen og Folketingets partier er enige om, at opgaven med at klimatilpasse samfundet er så vigtig, at der både er brug for handling nu og solide løsninger på lang sigt. Derfor igangsættes arbejdet med en samlet klimatilpasningsplan og fire initiativer, som skal hjælpe med at løse nogle af de mest påtrængende udfordringer.
Mange danskere kan allerede nu mærke konsekvenserne af klimaforandringerne, og vi ser ind i en fremtid, der kun bliver varmere og vådere. Hvor vejret bliver mere ekstremt, hvor der er stigende pres på de kystnære områder, flere skybrud og grundvandet stiger i både land og by. Klimaforandringerne øger desuden risikoen for, at flere voldsomme vejrhændelser sker samtidig – og dermed forstærker hinanden. Som når mange dages regn først fylder vandløbene. Og en stormflod presser på ved udløbet.
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet og Frie Grønne er enige om, at udfordringerne skal håndteres, og at regeringen derfor vil igangsætte arbejdet med en samlet klimatilpasningsplan herunder fire konkrete projekter, der allerede sættes i gang i 2020:
- Et pilotprojekt, der skal bistå udvalgte kommuner med at planlægge helhedsorienteret for udvalgte vandløbssystemer.
- Et fast track-projekt, som skal undersøge mulighederne for at koordinere fælles indsatser med at sænke højtstående grundvand.
- En model for en sammenhængende, ydre stormflodsbeskyttelse af København
- Et pilotprojekt der skal forbedre forudsigelser af oversvømmelser, som kan danne grundlag for det videre arbejde med udvikling af varsling af oversvømmelser
Konsekvenserne af klimaforandringerne og oversvømmelser vil ikke kun ramme fra ét område. Klimatilpasning er et sammensat og komplekst område på tværs af en række lovgivninger og myndigheder. Regeringen sætter derfor også gang i et større udrednings- og analysearbejde. Det skal blandt andet se nærmere på lovgivning, og hvordan man sikrer den bedst mulige koordination af klimatilpasningsindsatsen og de bedste rammer for kommunerne til at håndtere de forskellige oversvømmelseskilder.
Som led i arbejdet vil der i 2021 også blive set på planlovens regler for klimatilpasning og forebyggelse af oversvømmelse og erosion. Regeringen forventer, at det tværministerielle analysearbejde vil være færdigt i slutningen af 2021 med henblik på politiske forhandlinger om en samlet national klimatilpasningsplan i starten af 2022. Interessenter på området vil løbende blive inddraget i arbejdet, således der skabes det bedst mulige faglige grundlag.
Bred opbakning til plan
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet og Frie Grønne er enige om, at arbejdet med at klimatilpasse samfundet er så vigtigt, at der både er brug for handling nu og solide løsninger på lang sigt.
Fakta:
- Klimatilpasningsplanen vil fokusere på de grundlæggende strukturelle udfordringer på tværs af by og land og finde helhedsløsninger på tværs. Dette er et omfattende arbejde med et langt sigte.
- En del af planen er, at der igangsættes fire initiativer, som skal bidrage til at samle erfaringer med nye løsninger på nogle af de mest påtrængende udfordringer, som vi står overfor lige nu, og hvor der er brug for handling.
- Regeringen og Folketingets partier igangsætter et pilotprojekt, der skal bistå udvalgte kommuner med at planlægge helhedsorienteret for udvalgte vandløbssystemer.
- Der igangsættes også et fast track-projekt, som skal undersøge mulighederne for at koordinere fælles indsatser med at sænke højtstående grundvand.
- Der igangsættes et arbejde med at lave en model for en sammenhængende, ydre stormflodsbeskyttelse af København. Erfaringer med modellen vil evt. kunne bruges i andre dele af landet.
- DMI igangsætter et pilotprojekt med det formål at øge viden om oversvømmelser i Danmark. I studiet indsamles og kortlægges eksisterende data i Vejle og der testes på nedbørs- og hydrologiske modeller til at forudsige og varsle oversvømmelser. Projektet sker i samarbejde med bl.a. de kommunale myndigheder og forsyninger i Vejle samt Miljøstyrelsen.
Allerede igangsatte initiativer ift. forskellige oversvømmelseskilder:
- Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance har indgået en aftale, som giver spildevandsselskaberne bedre mulighed for at finansiere udgifterne til en række klimatilpasningsprojekter.
- Et bredt flertal i Folketinget har i maj 2020 vedtaget, at det er muligt i helt særlige tilfælde at kunne give kommunerne mulighed for at afskære klageadgangen ifm. kystbeskyttelsesprojekter.
Regeringen har for 2020 vedtaget en aftale med KL og Danske Regioner om at ophæve anlægsloftet for kommuner og regioner i 2020 og 2021. - Der er afsat en række tilskudspuljer til bl.a. kystbeskyttelse på 80 mio. kroner i 2020 og 2021, en pulje til udtagning af lavbundsjorder med 200 mio. kroner årligt i de kommende 10 år som også bidrager til at gøre områder mere robust over for nedbørshændelser i fremtiden.
- Endelig har regeringen, Venstre, De Radikale, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance igangsat arbejdet med grøn jordfordeling, samt pilotprojekter til forbedring af klimafølsomme vandløb.