I Ringkøbing-Skjern Kommune holder de to Borgerservicecentre i Skjern og Ringkøbing ferielukket på skift for personlig ekspedition i ugerne 29 – 31, så der kun er åbent ét sted ad gangen.
Efter et travlt forår med ekstraordinært åbent i Borgerservice for pas-udstedelse og brev-afstemning til Europa Parlaments- og Folketingsvalget er det blevet tid til, at også personalet i Borgerservice kan gå på ferie. Derfor er der lukket i Borgerservice i Ringkøbing i uge 29 og 30 og i Borgerservice i Skjern i uge 31, hvor der erfaringsvist da også er færre besøg end sædvanligt.
Personalet afvikler sommerferie ligesom resten af befolkningen, så derfor samler vi det tilbageværende personale i ét Borgerservicecenter, så der altid er åbent ét sted i kommunen, forklarer Torben Andersen, leder af Borgerservice i Ringkøbing-Skjern Kommune. Dermed kan borgere komme i kontakt med Borgerservice hele sommeren. Enten ved at møde op eller på telefon.
Selv om der er åbent er det dog i ferietiden med en lavere bemanding end normalt. Derfor må man som borger forvente en længere ekspeditionstid og et senere svar på henvendelser:
Vi opfordrer derfor til, at ikke-hastende henvendelser lægges uden for ferieugerne, siger Torben Andersen.
Kommunens to Borgerservicecentre er:
Borgerservice Skjern
Finderupsvej 9
6900 Skjern
Borgerservice Ringkøbing
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing