Formanden for Klittens Borgerforening Hanne Jensen har til denne generalforsamling en overraskelse gemt i ærmet, for efter den ordinære generalforsamling afrundes det hele med vinsmagning af udsøgte vine fra vin-specialisten i Hvide Sande, Daustrand. Blot et ekstra godt argument for at møde op.
Dørene slås op i Fiskeriets Hus tirsdag den 18. februar 2020 klokken 19.00 – hvor der skrides til den ordinære generalforsamling for Klittens Borgerforening, der er foreningens øverste myndighed.
Ifølge vedtægterne for Klittens Borgerforening skal den ordinære generalforsamling afholdes én gang årlig og inden udgangen af februar. Så når valget af dirigent er overstået som første punkt på dagsordnen, kan denne bekræfte at generalforsamlingen er rettidigt indkaldt, fjorten dage før afholdelse (red. Ugeavisen torsdag den 28. januar 2020).
Herefter følger:
- Bestyrelsens beretning.
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
- Fastsættelse af kontingent, herunder godkendelse af den andel heraf, der skal indsættes på jubilæumskonto.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. På valg er Susanne Westerå Thomey og Holger Lyst samt Martin Ahle
- Valg af suppleanter. På valg er Vincente Romeo og Inger Kasperek.
- Valg af revisorer og første revisor suppleant. På valg er Karen Jensen og Jette Madsen – suppleant er Thorleif Jensen.
- Og til sidst punkter under eventuelt.
Hanne Jensen forventer at generalforsamling har taget de sidste afstemninger med en afslutning omkring klokken 20.00, hvorefter scenen overlades til det vi i Hvide Sande tættest kommer på en egentlig »Vinkyper«, der med sin specialviden indenfor de gyldne og velsmagende dråber, giver gode råd om de bedste vine og med prøvesmagning fra udsøgte flasker.
Daniel Daustrand fra Daustrand Vinspecialisten på Metheasvej i Hvide Sande vil udfordre de tilstedeværenes smag for vine. En smag der adskiller sig fra person til person, en individuelt opfattelse af denne sans, som Daustrand med en prøvesmagning af fire forskellige vine fra rundt omkring i verden, vil teste. Vine som i smag minder om de klassiske dybt fyldige Amaron og Ripasso vine, som Daniel Daustrand så venligt omformulerer det til – imødekommende drikkeklare, glade og dejlige vine, der absolut vil egne sig til den kommende tids gode bøffer på grillen eller hjemme ved middagsbordet i ekstremt godt selskab.
Vel mødt til generalforsamling i Fiskeriets Hus tirsdag den 18. februar 2020 klokken 19.00 – Vi ses.