Debatmødet onsdag aften, arrangeret af Jyllands-Posten, på Stauning Whisky-destilleri i landsbyen Stauning, med den smukke fjordhavn, havde en livlig og engageret diskussion blandt de fremmødte og politikerne, om ønsker for det vestjyske område, herunder en bedre infrastruktur.
Det er ingen hemmelighed, at Havnen i Hvide Sande har haft vokseværk og med sidste års rekordstore besejling af havnen, hvor man nåede et imponerende resultat for både indtjening og omsætning, har visionen om Søvejen Mod Vest indfriet de vildeste forventninger. Derfor er det også helt naturligt, at når vejen mod vest er en succes, bør vejen mod Øst også være det. Hvilket de tilstedeværende ved mødet også kun kunne beklage, desværre ikke var tilfældet i dag.
En bedre infrastruktur i form af bedre veje, blev derfor også et af aftenens hovedpunkter for ønskerne for det vestjyske område. De to debattører, socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen og Venstres næstformand Kristian Jensen var begge positivt stemt overfor Havnechefs Steen Davidsens ønske om bedre vejforbindelser fra Hvide Sande til motorvejsnettet i Herning. En vej der på udvalgte strækninger har skiftende overhalingsmuligheder i begge retninger, en såkaldt 2 plus 1 vej.
Hvornår kommer der en bedre vejforbindelse
I et valgår er der som regel ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre og Mogens Jensen var også hurtigt ude med at vejnettet selvfølgeligt skal spille sammen med havneaktiviteterne, dog uden at den socialdemokratiske næstformand ville komme ind på hvornår det i givet fald kunne blive til noget.
Derimod var venstres næstformand Kristian Jensen mere klar i mælet, da han foreslog at en VVM undersøgelse allerede skulle afholdes i indeværende år og derefter gerne skulle udmønte sig i en breddere og bedre vejforbindelse allerede om to år.
Kilde. Jyllands-Posten