Det er styregruppen for »Kunst i slusen«, der med beklagelse må aflyse dette års planlagte »Kunst i Slusen«-arrangement i 2023.
Arrangementet skulle have fundet sted fra søndag den 6. august til og med fredag den 18. august og det er med stor skuffelse, at vi er nødt til at træffe denne beslutning.
Årsagen til aflysningen skyldes utætheder i slusens overflade, hvilket har resulteret i fortsat indtrængning af vand ned i selve slusen. Årsagerne til disse utætheder arbejdes der hårdt på at finde. Desværre forventes det ikke, at problemet vil være endeligt løst inden august, hvilket har nødvendiggjort aflysningen af årets arrangement.
På trods af aflysningen er det med glæde at vi kan bekræfte, at alle kunstnerne, der oprindeligt skulle have deltaget i »Kunst i Slusen« i 2023, har givet deres samtykke og accept på, at de vil udstille i 2024. Vi er dybt taknemmelige for deres forståelse og støtte i denne situation, og vi er begejstrede for at kunne præsentere deres kunstværker næste år, udstillerne for 2024 bliver således Lars H.U.G, Thomas Agergaard, Mikkel Yerst og Irene Slot og ferniseringstaler bliver Jacob Haugaard – nøjagtig samme program som skulle have været i august 2023.
Næste års »Kunst i Slusen« bliver så istedet fra søndag den 4. august til og med fredag dden 16. august 2024.
Det er vigtigt at bemærke, at »Kunst i Slusen« ikke kan flyttes til alternative udstillingssteder. Konceptet og atmosfæren omkring Kunst i Slusen er nært forbundet med slusens unikke miljø og beliggenhed. Kunstoplevelsen i Slusen kan ikke genskabes andre steder, for »Kunst i Slusen« skal være i Manøvregangen under Slusen.
»Kunst i Slusen« er en årlig begivenhed, der bringer kunstnere og publikum sammen i Hvide Sande. Gennem en række udstillinger og kunstneriske aktiviteter skaber Kunst i Slusen en levende og dynamisk oplevelse af kunst og kultur. Arrangementet finder altid sted i august og tiltrækker kunstinteresserede fra både lokalområdet og besøgende udefra. »Kunst i Slusen« er en unik mulighed for at udforske og nyde kunst i et inspirerende og naturskønt miljø.




