Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune tester i disse måneder et nyt redskab, der skal sikre, forbedre og lette opgaven med dokumentation. Det handler om to ord, der går igen og igen for tiden: Dokumentation og AI. Hos Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune hænger de to begreber tæt sammen, for netop i disse måneder arbejder man på – sammen med en leverandør – at teste et program, som optager medarbejdernes ord, kategoriserer notaterne og afventer et ›godkend‹ fra medarbejderen.
»Det er smart,« siger Nicolaj Amby, der er omsorgshjælper på Holmehusene i Ringkøbing.
Han er en af de medarbejdere, som er i gang med at teste programmet, der hedder KIRA. Denne dag har han været på arbejde to timer, og han har allerede sparet tid på dagens dokumentation – tid som han i stedet kan bruge på at være sammen med borgerne.
Dokumentation er et stort og væsentligt krav alle steder, hvor man arbejder med mennesker, som man gør på netop Holmehusene og Grønbjerghjemmet, der også deltager i testen. Alt, hvad medarbejderne foretager sig sammen med og omkring borgerne, skal dokumenteres, ligesom også borgernes medicin og gøremål skal dokumenteres. Det tager tid, for notaterne skal fordeles i flere end 30 kategorier, og igen: Det tager tid. Det tager tid at formulere sig, det tager tid at kategorisere, og det tager tid at notere.
Her er KIRA en hjælp. KIRA er en app på telefonen, og når medarbejderen bruger KIRA, kan vedkommende sidde sammen med borgeren, indtale notaterne i programmet på telefonen, og så klarer KIRA det meste. KIRA kan transskribere og kategorisere, så det eneste, medarbejderen skal bruge tid på ved computeren, er at læse igennem og sikre, at KIRA har fået det hele med, godkende og så er det ellers videre til næste punkt i arbejdsdagen.
Nicolaj Amby er glad for KIRA:
»Det er fedt, at vi kan være med til at påvirke og videreudvikle programmet. Der er også behov for, at vi kommer med input, for der er stadig ord, programmet ikke helt kender. Hvis vi for eksempel siger fællesrum, så skriver KIRA venteværelse. Hvis vi siger sonde, så skriver KIRA søndag, så de ord får vi noteret, så udviklerne kan få det hele med,« siger han og kommer med en bonus. »Især medarbejdere, der er ordblinde, kan få glæde af det her. Er man ordblind, er det meget rarere ›bare‹ at kunne diktere fremfor at skulle formulere sig på skrift,« siger han.
Er det her et udtryk for, at »robotterne kommer« og tager arbejdet?
»Nej«, beroliger Mette Viftrup, der er digitaliseringskonsulent i Handicap og Psykiatri. »Vi har svært ved at følge med. Der er mange opgaver, og der er store krav til dokumentation. Vi har brug for redskaber, der kan skabe ro og tid i hverdagen, så medarbejderne kan være sammen med borgerne og ikke ved computeren. Det vil forhåbentlig også højne arbejdsglæden og tilfredsheden for medarbejderne, når de kan bruge tiden med borgerne og ikke ved computeren,« tilføjer hun.
Og så ser fagchef Line Loldrup også en helt særlig sidegevinst ved at teste og eventuelt købe ny teknologi:
»I alle landets kommuner er der udfordringer med at rekruttering af medarbejdere til omsorgsfagene. Ved at vi får teknologien til at hjælpe os i hverdagen, håber vi, at vi kan tiltrække nye medarbejdere, som ser det som spændende og interessant at få mere teknologi ind i arbejdsdagen,« siger hun.
KIRA
er en app, der kan transskribere, hvad medarbejderne siger app’en er trænet i både den sundheds- og socialfaglige arbejdsmetode Ringkøbing-Skjern Kommune skal frem til årsskiftet teste, hvordan KIRA virker. Medarbejdernes input går tilbage til leverandøren, som bruger det til at videreudvikle app’en, så den bliver endnu mere brugbar Det er ikke besluttet endnu, om Handicap og Psykiatri vil købe programmet – det kommer an på, om den kan udvikles, så den passer til behovet


