Kommunerne har mange forskellige grunde til at ønske dispensation fra fristen om at sortere i de samme affaldsfraktioner fra 1. juli 2021, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Aftalekredsen bag klimaplanen er enige om at holde fast i fristen, men der skal også tages hensyn til kommunernes individuelle udfordringer gennem muligheden for dispensation.
I juni 2020 besluttede et bredt flertal i Folketinget en ambitiøs affaldsplan med titlen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”. Med aftalen blev der taget et historisk skridt mod en klimaneutral affaldssektor i 2030 og et samfund, hvor vi genbruger og genanvender langt mere affald. En væsentlig indsats i planen er, at strømline affaldssorteringen. Fra 1. juli 2021 skal vi derfor alle sortere vores affald i de samme ni affaldstyper. Uanset hvor man er i landet.
På baggrund af en høring af blandt andre kommunerne, blev der indført en dispensationsmulighed, og KL og en række kommuner har rejst bekymringer i forhold til at nå implementeringen inden for fristen til sommer.
Aftalekredsen har nu vendt bekymringerne fra kommunerne. 73 kommuner har søgt om dispensation hos Miljøstyrelsen. De viser forskellige problematikker i de mange kommuner. Med dispensationsmuligheden vil der bedst kunne tages hensyn til kommunernes individuelle udfordringer – og der vil ske en løbende indfasning, så kommunerne bliver klar frem til udgangen af 2022, som er den frist, der blev sat for dispensationer tilbage i december.
»Vi danskere er dem i Europa, der smider mest husholdningsaffald ud, og alt for meget bliver brændt. Det udleder CO2 og er spild af ressourcer. Med klimaplanen for affald skal vi genbruge og genanvende mere blandt andet ved at affaldssortere. Det er godt for miljøet og klimaet – og for grønne danske arbejdspladser. Det er en ambitiøs plan og en stor opgave for kommunerne, så mange kommuner har forskellige problemer med at nå fristen til sommer. Det har vi lyttet til ved at give en dispensationsmulighed. Målet er det samme, men vi skal nå det i fællesskab med kommunerne og danskerne, og det tager løsningen her hensyn til,« siger miljøministeren.
Bredt politisk ønske om at danskerne skal sortere mere
Partierne bag aftalen er enige om, at dialog er en del af vejen frem og derfor vil miljøministeren og KL mødes om 1 år med henblik på at drøfte status på implementeringen i kommunerne. Miljøstyrelsen vil her i foråret være i dialog om dispensationerne med de enkelte kommuner og kan her afklare individuelle udfordringer og samtidig give vejledning om de nye regler og krav.
Det er også vigtigt, at borgerne bliver ordentligt inddraget i processen. Som et element i klimaplanen indgår derfor også en kommunikationsindsats. Kommunikationsindsatsen vil blive tilrettelagt sammen med en række aktører, så den kan understøtte kommunerne og borgerne bedst muligt.
- ”Aftalen giver nye grønne arbejdspladser i virksomheder, der lever af genbrug og genanvendelse. Det er den vej vi skal, og så hurtigt som muligt. Kommunerne får mulighed for at søge dispensation, men vi holder fast i fristen, så de fleste kommuner kommer hurtigst muligt i gang, og virksomhederne kan finde nye måder at skabe grønne arbejdspladser på,” siger klimaordfører Tommy Ahlers, Venstre.
- ”Klimaaftalen er et kæmpe skridt i en grøn retning. Vi giver nu kommunerne en fleksibilitet, så løsningerne kan tilpasses og optimeres i forhold til de konkrete lokale forhold ved både etageejendomme, en-familieboliger og sommerhuse. Men jo hurtigere vi kommer i gang med at sortere vores affald ens, jo bedre. For vores børn, børnebørn og miljøet,” siger Rasmus Helveg, De Radikale.
- ”Vi skal have affaldet ud af forbrændingsovnene. Derfor er det vigtigt, at borgerne kan gå i gang med affaldssorteringen hurtigst muligt. Samtidigt er det vigtigt, at vi får opbygget et genanvendelsesmarked herhjemme og få skabt grønne arbejdspladser. Det kræver, at borgere og erhvervet kan mærke, at vi står fast på aftalen,” siger miljøordfører Carl Valentin, SF.
- ”Vi skal genbruge og genavende mere. Også ved skraldespanden. Vi flytter danskernes holdning til forbrug, og den holdningsændring er afgørende for en grønnere fremtid,” siger Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten.
- ”Vi imødeser implementeringen af affaldsaftalen som aftalt i sommers og ser frem til et godt samarbejde med kommuner og virksomheder om, hvordan vi bedst kommer i mål med mere genanvendelse. Samtidig skaber vi fundamentet for genanvendelse af tekstiler, hvor der virkelig er et stort potentiale,” siger Egil Hulgaard, de Konservative.
- ”Flere kommuner er allerede godt på vej. De indsamler allerede 6-8 forskellige typer affald og kan vise den grønne vej frem for de andre. Og til de kommuner, der har brug for lidt mere tid, så har vi har lyttet og indarbejdet en dispensationsadgang frem til udgangen af 2022,” siger Franciska Rosenkilde, Alternativet.
- ”Med aftalen er der skabt et grundlag for, at vi i Danmark skal genanvende langt mere affald, end vi gør i dag. For at nedbringe affaldsmængderne til forbrænding og sikre mere genanvendelse, er det nødvendigt, at der sorteres mere affald i husholdninger, offentlige og private virksomheder og i det offentlige rum. Det sikrer vi ved at holde fast i fristen og give en dispensationsmulighed,” siger miljøordfører Mette Gjerskov, Socialdemokratiet.