»Kunst i Slusen« afholder en anderledes gudstjeneste ude i det fri, søndag den 7. august kl. 20.00, ved Syd Molen i Hvide Sande.
Ta`et varmt tæppe og nyd din medbragte aftenkaffe til gudstjenesten, med det brusende Vesterhav og den begyndende farvestrålende solnedgang i baggrunden, der smukt akkomponeres af ordene og prædiken af ferniseringstaler og præst Per Ramsdal.
Man kan også opleve Per Ramsdal tidligere på dagen, hvor præsten allerede klokken 13.00 holder ferniseringstalen, ved udstillingen i Manøvregangen under afvandingsslusen i Hvide Sande.
Arrangøren af kunstudstillingen i manøvregangen er den selvejende institution ”Kunst i manøvregangen”. Den selvejende institution er stiftet af Holmsland Klit Turistforening og Klittens Borgerforening. Institutionen har til formål lokalt på Holmsland Klit, at styrke og udvikle kendskabet til, og forståelsen for kunst.






