Volierefugle og plejehjem er en rigtig god kombination. Glade fløjt fra veloplagte fugle kan være et frisk pust i hverdagen.
Ringkøbing-Skjern Fugleforening har for nogle år siden medvirket til, at der kom fugle i en voliere på Stauning Friplejehjem.
Da fugleforeningen i december 2018 fik en henvendelse fra Anker Fjord Hospice i Hvide Sande vedr. hjælp til etablering af en mindre fuglevoliere i deres flotte vinterhave, var reaktionen straks positiv.
Formand for Ringkøbing-Skjern Fugleforening, Christian Madsen aftalte et møde på lokaliteten med Hospicechef Herdis Hansen samt pedel Jesper Elbæk.
Herdis havde på forhånd gode forslag til, hvordan en ikke alt for stor stuevoliere kunne placeres i de meget smukke omgivelser i vinterhaven.
Christian gav på stedet tilsagn om, at fugleforeningen gerne ville sponsorere en lille stuevoliere med fugle samt finde en lokal “hotline” til råd og vejledning i forbindelse med den daglige pasning.
Læs også Cold Hawaii og WATERZ indleder samarbejde – vil være størst på vandsport i Danmark
På nettet blev der fundet en lille stuevoliere i passende størrelse, og efter godkendelse fra Herdis blev det bestilt.
I slutningen af januar blev det så opsat i vinterhaven på Hospice. En uge senere flyttede fuglene ind.
Det blev 3 kanariefugle og 3 farvestrålende Goulds Amadiner.
Et af fugleforeningens medlemmer, Svend Aage Lydersen fra Hvide Sande, har beredvilligt stillet sig til rådighed som “hotline” i forbindelse med den daglige røgt og pleje.

Foran det nye fuglebur på Anker Fjord Hospice ses fra venstre: Medlem af Ringkøbing-Skjern Fugleforening Svend Aage Lydersen, Hvide Sande, Pedel Jesper Elbæk samt formand for Ringkøbing-Skjern Fugleforening, Christian Madsen




