Søndag den 30. juli kl. 14 holder billedkunstner Astrid Gjesing og komponist Sisse Lunøe artist talk ved Dunkeltårn på sydmolen i Hvide Sande. Her vil de fortælle om deres arbejde og samarbejde. Både på dansk og tysk.
Dunkeltårn er et lyd- og lysværk – et landart værk – skabt specielt til sydmolen, Hvide Sande Havn. Det består af et 4 m. højt trætårn, som har en åben konstruktion, der tillader, at man kan stille sig ind i tårnet, så man på én gang er indeni og udenfor.
I toppen af tårnet blinker et kraftigt lys. Lydinstallationen til værket er elektroakustisk. Den består af sætninger, enkelte ord og dele af ord, der er sammenstillet i et forløb, som rytmisk bestemmes af morsesignalet for nødkald: SOS (… – – – …).
Denne SOS lyd er skabt ud af en menneskestemme. Signalet er ikonisk og tydelig, og det blander sig med lydene af vinden, bølgerne og sandets hvislen. Det er stærkt, det er forståeligt og ubønhørligt i sammenhæng med lyset. Det samler simpelthen tårnets idé.
Tårnet er en skrøbelig konstruktion, og det er også uberegneligt, for ind imellem kan man godt se lyset, og ind imellem er det væk. Ind imellem kommer så lyden, et råb om hjælp, der kan høres, når man står inde i tårnet. Med andre ord, den stærke, bestandige og uimodståelige advarsel, som et normalt fyrtårn har som sit udtryk, gøres i Dunkeltårnets konstruktion til et paradoks, en umulighed.
Dunkeltårn er en del af Aarhus 2017, og det er også støttet af Ringkøbing-Skjern Kommune.