Det er juniorafdelingen under Holmsland Klit Golf der lørdag den 19. august udfordrer foreningens øvrige medlemmer samt andre golfentusiaster til en stableford-match med nye udfordringer og regler samt et efterfølgende underholdende og sjovt golfshow med Karsten Maas, der om nogen kan svinge en kølle uanset længde og facon.
En golfhandske er kastet, med det formål at skabe en sjov og hyggelig match i de kendte rammer, men hvor klubbens medlemmer stadig får pudset deres konkurrence-gen af, med udsigten til spændende og fantastiske præmier. Fokus vil under og efter matchen være det hyggelige samvær mellem deltagerne.
Juniorafdeling har haft frie hænder og de har omdannet 12 af banens huller med nye udfordringer og regler, end dem man normalt er vant til at spille banen med. Matchen afvikles som en stableford-match i 3 rækker (A, B og C), hvor man i hver række vil blive tildelt yderligere slag end man er vant til, hvilket vil være påført scorekortet ved opstart. Samtidigt vil der ved hvert hul være anført nye »lokalregler« for gennemførslen af det pågældende hul, og indlagt et par ekstra konkurrencer på runden.
Som deltager i matchen støtter man samtidigt også op omkring det fortsatte juniorarbejde i klubben, hvor overskuddet ubeskåret går til juniorafdelingen.
Konkurrencen rundes smukt af med præmieoverrækkelse ca. kl. 13.00, hvorefter grillen tændes og der tilbydes pølser og brød samt drikkevarer til en overkommelig pris.
Oplev også det forrygende Golf Trickshow med Karsten Maas
Over middag løber den anden store begivenhed af stablen, når den dobbelte World Record holder i længste drive Karsten Maas, lægger ud med sin 4,37 meter lange driver og giver opvisning i hvorledes golf også kan spilles. Se en appetit vækker af Karsten Maas Trick Golf Show at Open de Espana her.
Tilmelding til golfmatchen kan ske på Golfbox.dk, hvor deltagerprisen vil være 100 kroner pr. person. Interesserede der ikke deltager i matchen, men som gerne vil opleve selve showet, kan betale 40,- kroner i klubhuset. Showet starter kl. ca. 1330.
God fornøjelse og vel mødt